Den 21 juli 2023

Jeg har mistet min søskende

Sorg er ikke kun én følelse. I det ene øjeblik kan du føle dyb ulykke og fortvivlelse. I det næste øjeblik kan du føle vrede, irritation eller skyld. Disse følelser er stærke, men husk, at du ikke er alene om at opleve dem.

Læs mere om: Mange reaktioner er almindelige, når du har mistet

Min søsters død var et virvar af følelser og tanker, men samtidig handlede jeg utroligt rationelt, og udadtil var min hverdag meget velfungerende. På en måde forstod jeg ikke helt, hvad der var sket, og nogle gange så jeg mit liv udefra, ligesom en film, og jeg glædede mig til, den sluttede (29-årig kvinde hvis søster døde for seks år siden)

Følelserne kan ramme på forskellige tidspunkter

Det er normalt at føle sig ulykkelig i lang tid efter tabet af din søster eller bror – i forskellige grader. Men det kan også være, at du først oplever intense følelser lang tid efter. Nogle gange kan det endda ske flere år senere, når ændringer i dit liv gør det tydeligt på en ny måde, at din søster eller bror ikke er der.

Det kan være, når du starter på en ny uddannelse, flytter hjemmefra, du bliver forælder eller når et andet familiemedlem dør. Når reaktionerne kommer senere, kan det være svært for både dig selv og dine omgivelser at forstå det.

Livets hårde side

Tabet af en søster eller bror på et alt for tidligt tidspunkt konfronterer dig med livets skrøbelighed og sårbarhed. Det får dig til at indse, at ulykker, sygdom og død ikke kun sker for andre, men også for dig selv.

Det værste mareridt er blevet virkelighed for dig, og det kan skabe en frygt for, at lignende tragedier kan ske. Du kan blive bange for, at dine nærmeste også vil blive alvorligt syge eller dø. Det kan også skabe en frygt for at knytte sig til andre, da du tænker: Hvad nu hvis de også dør?

Min søsters død har stor betydning i dag, hvor jeg er bange for at binde mig til nogen, fordi jeg kender smerten ved at miste. Men der er ikke noget, jeg ønsker mig mere end at være rigtig tæt med et andet menneske igen (29-årig kvinde hvis søster døde for seks år siden)

Det er ikke en ond drøm, men virkelighed

Mange står også over for det samme dilemma med at erkende og acceptere, at ens søster eller bror er død. Du bliver sandsynligvis hurtigt bevidst om det mentalt, men det tager tid at forstå det følelsesmæssigt.

Det er en proces at indse, at det er virkelighed, og at det ikke blot er en ond drøm, hvor du vågner op og din søster eller bror kommer ind ad døren. Det kræver tid og bearbejdning at lade det synke ind i hjertet og acceptere den nye virkelighed.

Jeg har stadig meget svært ved at forstå, at det rent faktisk er sket. At min bror er død. Når det går op for mig, føles det som et mareridt, som jeg venter på at vågne fra. Resten af tiden virker det lidt som om, at jeg glemmer det. Men konstant ligger det i baghovedet, at der er noget galt, noget er ikke som det skal være (18-årig kvinde hvis bror døde for fem måneder siden efter længere tids sygdom)

Det kan tage op til et halvt år eller endda længere, før den følelsesmæssige erkendelse af, at du aldrig vil se din søster eller bror igen, virkelig trænger sig på.

Det kan være en overraskelse, når sorgen pludselig vender tilbage med fornyet styrke på et tidspunkt hvor du og andre måske forventede, at det ville begynde at lette. Det kan skabe frygt for, at du aldrig vil komme videre. Men det er en normal oplevelse for mange, og de fleste vil på et tidspunkt begynde at få det bedre igen.

Forskellige reaktioner i familien

Det kan være svært at tale med familien om det, f.eks. fordi du er bange for at gøre dine forældre endnu mere kede af det. Selv i den samme familie kan man reagere meget forskelligt. Det kan være, at de andre i familien har andre måder at sørge og mindes på end du, eller at du føler, at du skal tage hensyn til deres sorg eller være ’den stærke’.

Læs mere om: Sorg i familien 

En søskendes død har stor indvirkning på familiens dynamik og de roller, I spiller indbyrdes. Det kan betyde, at du nu er enebarn og pludselig ikke længere er storebror eller lillesøster. Du kan også sætte spørgsmålstegn ved, om du stadig kan kalde dig selv en søster, når din bror ikke er i live længere.

Læs mere om: Familiedynamikken ændrer sig, når sorgen rammer

Jeg mistede min bror for lidt over et år siden, men jeg har også en anden bror. Bliver altid lidt i tvivl om, hvad jeg skal sige, når folk spørger, for jeg føler stadig, at jeg har to storebrødre, men det virker også underligt ikke at sige, at den ene altså er død (18-årig kvinde hvis bror døde for et år siden efter længere tids sygdom)

Håbet lever for en lysere fremtid

Du er ikke alene i denne oplevelse, og selvom det kan virke som en uoverskuelig udfordring lige nu, er der håb for en lysere fremtid. Du har en indre styrke og mod, der vil hjælpe dig med at finde ny mening og formål i dit liv.

Læs mere om: Andres sorg

Hør Frederikke fortælle om sin sorg

Frederikke fortæller om at miste sin storebror. Efter sin brors død oplevede Frederikke en forsinket sorgreation.

Del

Hvad har brug for?

En guide til mine venner
At finde en sorggruppe
At forstå din sorg
Hjælp når sorgen rammer
At vide hvornår sorgen går væk
At vi kan snakke om sorg i min familie
Scroll to Top