At være kæreste med én, hvis far, mor eller søskende er alvorligt syg eller død kan være meget svært. Hver person har forskellige behov og måder at håndtere sorg på. Det kan være at din kæreste ikke kan sige, hvad han eller hun har brug for. Spørg derfor gerne indtil, hvordan du bedst kan støtte ham eller hende i dag. Behovene kan ændre sig dag til dag.
Jeg følte tomheden stærkt – følte en slags desperation over ikke at kunne gøre noget. Jeg kunne mærke, at jeg i bund og grund ikke kunne begribe eller genkende hendes reaktioner fra mit eget liv. Jeg har ikke selv oplevet stor sorg, så jeg havde ikke noget at relatere til. Mand på 20 år, kæreste til en som mistede sin mor
Her er nogle måder til at hjælpe din kæreste i en meget hård tid
Vær til stede og lyt
Vær opmærksom på din kærestes følelser og lyt aktivt, når din kæreste har brug for at tale om sin sorg. Sig gerne at du er der for din kæreste, og at du er villig til at lytte uden at dømme eller prøve at fikse din kærestes følelser.
Hjælp med praktiske opgaver
Tab af en forælder eller søskende kan medføre mange praktiske opgaver og ansvar. Hjælp din kæreste med at tackle nogle af disse opgaver, som f.eks. at organisere begravelsen, håndtere juridiske dokumenter eller håndtere arveanliggender. Dette kan aflaste din kæreste og vise, at du er der.
Tilbyd at hjælpe med dagligdagens gøremål: Tilbyd gerne at lave mad, gøre rent, handle ind eller tage dig af andre dagligdagsopgaver, der kan være overvældende for din kæreste i øjeblikket.
Giv din kæreste plads
Giv din kæreste plads til at sørge og bearbejde sin sorg alene, hvis han eller hun har brug for det. Nogle gange har din kæreste måske brug for tid til at være alene eller være sammen med sin nærmeste familie. Respekter dette behov og vis forståelse.
Gå en tur
Tag din kæreste under armen og gå en tur i kvarteret, så I begge to får frisk luft. I kan også gå en tur i skoven eller ved vandet og mærke naturen.
Vær der også på lang sigt
Sorgen er ikke noget, der forsvinder hurtigt. Vær vedvarende i din støtte og vær der for din kæreste på lang sigt. Sorgprocessen kan være kompleks, og det kan være nyttigt at have nogen, der er der for din kæreste i de kommende måneder og år.