Der kan komme et tidspunkt, hvor du må forholde dig til, at din far eller mor begynder at danne et nyt forhold. Hvis dette sker kort tid efter dødsfaldet, kan det fremkalde følelser af vrede, skuffelse og forvirring hos dig.
Min far har nu fundet sig en kæreste og skilter tydeligt med, at han er kommet videre. Jeg er ikke klar til at komme videre, men kan samtidig godt forstå, at min far trænger til at etablere et nyt liv og finde en ny identitet, da han var gift med min mor i 37 år. Men det er for tidligt at bringe en kæreste ind i mit og mine søskendes liv – vi sørger stadig og har hverken behov for eller lyst til at få en ny mor. Hvis hun skal være i vores liv, bliver det som vores fars kæreste og ikke andet. Min far har tilsyneladende svært ved at forstå dette. Han presser hende ned over vores familie, og jo mere han presser os, desto mere nægter vi at lukke hende ind (18-årig pige, mor død af kræft for et år siden)
Du kan undre dig over, om din mor slet ikke savner din far. Hvordan kan hun erstatte ham så let? Måske var dine forældres ægteskab ikke så godt, som du troede?
Selv hvis der går noget tid, kan du stadig opleve det som en mærkelig situation. Samtidig ønsker du måske også, at din mor eller far skal finde glæde igen og slippe bekymringen om at være alene resten af livet.
Det føles så mærkeligt, at min mor nu har fundet en ny kæreste. Jeg havde så svært ved at sætte ord på det, indtil min veninde spurgte; ”Er det fordi, at det føles som om, at din mor er utro med din far?”. Det var lige dén følelse jeg havde i kroppen (27-årig kvinde, mistede sin far for ét år siden)