Sådan kan du hjælpe din medarbejder, hvis de har oplevet et dødsfald eller alvorlig sygdom i deres familie:
Første kontakt
Hvis din medarbejder ikke er på arbejde, når de får beskeden om tabet eller sygdommen, skal du tænke over, hvordan du bedst kan kontakte dem.
- Ring gerne til dem, hvis de ikke tager telefonen, så send gerne en sms eller en mail. Når du kontakter dem første gang, er det vigtigt at give dem plads til at fortælle om det, hvis de har lyst.
- Send gerne blomster til medarbejderen. Spørg gerne hvad medarbejderen har brug for. Undersøg også muligheden for at du og andre kollegaer kan deltage i en eventuel begravelse eller bisættelse.
Inden medarbejderen vender tilbage på arbejdet
Inden medarbejderen kommer tilbage på arbejdet, er det vigtigt, at du som leder sammen med medarbejderen planlægger og afstemmer forventninger om, hvordan de bedst kan vende tilbage.
- Vær opmærksom på at være omsorgsfuld uden at være for påtrængende. Nogle medarbejdere sætter pris på at tale med deres leder om sorgen, men for andre kan det føles stressende. Aftal derfor klart, hvor ofte du vil kontakte dem og hvorfor – om det er noget du skal eller om I kan finde en anden løsning.
- Snak sammen om, hvornår og hvordan I vil tale om tilbagevenden til arbejdet. Find ud af, hvad medarbejderen ønsker, og hvad der er realistisk.
- Tilbyd og giv plads til medarbejderen, hvis personen har brug for at gå i sorgterapi eller gå til psykolog.
- Tal om, hvilke arbejdsopgaver eller funktioner der er realistiske at starte med efter tabet. Forstå, at sorgen kan påvirke medarbejderens koncentration og opmærksomhed, som er vigtige for deres arbejde.
- Aftal sammen, hvordan I vil informere de andre kollegaer, og hvad de skal vide.
Læs mere om: 7 gode råd til at støtte en kollega i sorg
Medarbejderen tilbage på jobbet efter at have mistet
Når medarbejderen begynder at arbejde igen efter en svær tid, er det vigtigt at være opmærksom og forventningsafstemme arbejdsopgaverne både på kort og lang sigt.
- Hvis medarbejderen har været sygemeldt eller på orlov, er det normalt, at de starter langsomt med mindre tid eller færre opgaver.
- Aftal regelmæssige møder i starten, så I kan tilpasse arbejdsopgaverne efter behov.
- En medarbejder i sorg kan have gode og dårlige dage, da sorgen kan svinge meget. Derfor kan det være nødvendigt at justere opgaverne, hvor planlagte pauser kan hjælpe.
- Undersøg og læs mere om reaktioner i sorg, så du bedre kan støtte medarbejderen. Nogle kan have svært ved at bede om hjælp eller anerkende deres følelser, så det er vigtigt at være opmærksom og tilbyde støtte.
- Vær forstående, hvis medarbejderen ikke ønsker at tale om sorgen med det samme, men vis interesse og vær opmærksom på dem på længere sigt. Sorgen forsvinder ikke. Så spørg gerne igen.
Læs mere om: Mange reaktioner er almindelige, når du har mistet