Svar
Kære du – tak for at du skriver til os og deler dine tanker.
Det gør mig ondt at du har mistet én af dine allernærmeste. Det er ikke nemt at fortsætte en hverdag uden at det fylder – især ikke når du har haft en masse praktiske ting at forholde dig til. Der er bestemt ikke noget at sige til at det rammer hårdt når det endelig får lov, og vi er mange her på sorglinjen, der kan nikke genkendende til hvad du fortæller.
Når det er sagt, så er det selvfølgelig hårdt at blive mødt med den reaktion, du beskriver. Det kan være utroligt sårende og isolerende. Objektivt set, så kan man ikke forvente at andre forstår hvad man føler eller oplever. Men man kan bede andre om at respekterer det. Og det vil jeg foreslå dig at lade være vejen frem for dig, så du kan opleve at modtage den omsorg og empati du har brug for lige nu og fremadrettet. For sorgen har bestemt ikke en deadline.
Det er min egen erfaring at disse konkrete formuleringer kan hjælpe en samtale videre på en god måde:
– “Jeg sætter pris på din omsorg. Sorg kan se ud på mange måder, den ser sådan ud for mig og det gør at jeg har brug for at tale om det.”
– “Det er helt okay, hvis du ikke kan holde ud at tale om sorg med mig. Jeg har det svært lige nu og vil gerne bede dig om bare at lytte.”
Jeg håber det kan hjælpe dig videre i din proces og til at få mere af den støtte fra dine omgivelser, du har brug for. Vi tilbyder faktisk café aftener i både KBH, Odense, Århus og Vejle som måske kunne være en mulighed for dig. Her vil du møde frivillige, som selv har erfaring med sorg og der er ingen krav til hvad du skal gøre andet end at møde op. Du kan læse mere om det på vores hjemmeside www.sorgcenter.dk. Du er også meget velkommen til at kontakte os på sorglinjen – vi er klar på telefon, chat og SMS hver dag fra 17-21 (tlf. 7020 9903).
De bedste hilsener
Britta