Vi har en 3-årig, som har en bedste, der flere gange har fået blodpropper og blødninger i hjernen. Bedste ændrer adfærd, udseende og fysisk formåen, hver gang hun får nye blodpropper.
Vi snakker med den 3-årige om, at bedste bliver syg og indlagt engang imellem og bedste dermed bliver træt og får ondt i hovedet. Det er lidt svært at ramme balancen med informationsniveau til en 3-årig.
Spørgsmålet er, hvor meget er det godt/nødvendigt at tage den 3-årige med på sygehuset? Når vi på et tidspunkt skal “sige farvel” skal den 3-årige så med der, eller er det bedst hendes seneste minder er gode?
Svar
Kære brevkasseskriver!
Tak for jeres henvendelse. Hvor er det dejligt at I kender brevkassen og bruger os. Det er en vanskelig situation du beskriver, og der er ikke et enkelt og endegyldigt svar på problemet. 3-årige kan være på meget forskellige trin i deres udvikling og deres relation til den syge, i dette tilfælde bedste, har også stor betydning for hvordan man inddrager dem i sagen.
Generelt forstår en 3-år meget, og har et stort behov for at blive informeret og inddraget. Viden giver tryghed og uvidenhed og mangel på information giver ofte usikkerhed og utryghed. Selv om børnene tilsyneladende accepterer den forklaring de får, så kan de sagtens gå og gruble over tingene.
Informationer skal selvfølgelig være tilpasset den 3-årige, men det er vigtigt at være så åben og ærlig som muligt på et letforståeligt sprog. Ofte vil noget i ”billeder” være godt og nemt at forstå for den 3-årige. Eksempelvis kan i forklare bedstes hovedpine ved at sammenligne det med at man har ondt i panden hvis man falder og slår sig.
Mit råd vil være at I inddrager den 3- årige så meget som muligt, tager hende med på sygehuset (det vil også være godt for bedste), og også tager den hende med når I skal sige farvel. Det gør det mere begribeligt og får den 3-årige til at forstå og acceptere situationen. Og bagefter har I de samme minder og kan tale om dem!
I er altid velkommen til at kontakte os igen eller ringe eller chatte med os på Sorglinjen
Bedste hilsner
Kirsa, frivillig på Sorglinjen