Fortabt

Kvinde på 22 år fra Hovedstaden, der har mistet sin far

Hej,
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg lige føler at jeg skal skrive det her nu. Jeg har meget andet at tage mig til her med eksamener på universitet og what not, men jeg har lige brug for at komme ud med det.

Jeg mistede min far for 6 måneder siden. Pludseligt. Ud af det blå. Hjertestop forårsaget af en blodprop i hjertet – og jeg forstår det stadig ikke.

Jeg synes, der er meget man kæmper med. Man kæmper med sorgen, med savnet, med det nye liv man skal leve som ikke involverer en af de aller vigtigste i mit liv. og samtidig kæmper jeg med eftervirkningerne fra omgivelserne. Ikke nok med jeg har været vidne til noget – og har været igennem noget – som en på min alder aldrig burde, så opfører omgangskredsen sig underligt.

Der er dem der er mega gode, og heldigvis for det – men hvad sker der, når nogle af de mennesker man troede ville være der for en lige meget hvad, pludselig ikke er det?

Når nogle af dem man har brug for i ens liv, trækker sig, begynder at lyve og tramper på os, der i forvejen ligger ned. Jeg ved godt jeg burde skubbe dem til side og koncentere mig om dem, der virkelig er der for mig, men det er som om de prøver at vinde en konkurrence om at være værst. Og jeg forstår det ikke. Hvis man ikke kan klare det, er det fair – men hvorfor ikke vise man bare er der lidt for mig?

Jeg beder ikke om meget – men så har omverden lige pludselig så travlt med deres egne problemer og deres eget liv. Jeg læste en artikel, hvor en kvinde beskrev det som at gå på en vej. Man starter med at følges, og så går de lidt hurtigere og råber tilbage om ikke man vil med – og det vil man jo så gerne, men man kan ikke gå hurtigere – men det gør de, hurtigere og hurtigere, til man til sidst ikke kan råbe hinanden op mere.

Jeg føler mig fortabt. Det ville være så meget lettere, hvis min far var her. Hvorfor skulle han væk? Hvorfor nu? Jeg har brug for ham i mit liv – jeg mangler ham noget så forfærdeligt og jeg ville gøre alt for at se ham igen og mærke hans gode krammere.

Han var min bedste ven, omend vi kunne skændes – selv det savner jeg. Og det gør så ondt på mig, hvordan livet er skruet sammen.

Vi havde meget mere vi skulle sammen endnu – men nu er mor og jeg overladt til os selv. Og vi kæmper. Vi kæmper med næb og kløer og vi skal nok klare den, men det er forfærdeligt og savnet gør fysisk ondt. Så ondt at jeg nogen gange ikke tør sove af bar frygt. Frygt for at jeg mister min mor, at jeg mister mig selv. Verden skræmmer mig og retfærdighed er der hvertfald intet af.

Jeg prøver så ihærdigt at fokusere på dem, der er der for mig, men samtidig gør mit hjerte bare så ondt. Og jeg er træt af at det gør ondt.

Jeg skal bearbejde mange ting, traumet, savnet, manglen, det nye liv og samtidig tage stilling til alt andet i livet og nogengange – ja, der kan jeg bare ikke lige se lyset – og så bliver man bare godt og grundigt træt af sig selv, fordi hvor må det også bare være træls for dem der vil mig, at høre min sorg over dem der ikke er der. Så det er lidt en ond cirkel jeg har gang i her, men alt gør bare så pokkers ondt.

Puha, jeg tror bare lige jeg havde brug for lidt luft og for at komme ud med det.