Den 16 juli 2024

min far døde pludseligt

Jeg er en 41-årig førtidspensionist med diverse problemer med mit fysiske og mentale helbred, og min far (som jeg besøgte stort set hver dag og som altid hjalp mig med praktiske ting) døde pludseligt 31. maj. Jeg har stadig ikke fået dødsårsagen at vide, da der er nogle regler om at pårørende åbenbart skal nægtes den afklaring der er i en obduktionsrapport. Min formodning er at det er stress-relateret og på grund af min mor der har gennem en årrække har slidt ham ned med diverse former for psykisk vold. Alting føles uvirkeligt nu, og jeg er selv ved at gå ned med stress.

Svar

Kære du,

Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din far. Det er skønt, at I havde så tæt en relation. Jeg er ked af at høre, at du ikke har mulighed for at snakke din sorg igennem eller finde støtte hos din mor, men glad for at du så har rakt ud til os i stedet.

Jeg mistede selv min far i 2020 til kræft, og har mærket på egen krop hvor meget det gør ondt at miste sin støtte og yndlingsperson. Følelsen af uvirkelighed er en, som jeg også selv kender til. Tiden efter at jeg havde mistet min far føltes tåget og falskt. Jeg havde svært ved at koncentrere mig og selv nu, kan jeg ikke helt huske rækkefølgen på begivenhederne omkring hans død. Hele den tidslinje er slørede sammen til en sammenhængende følelse af tristhed og forvirring. Mange, inklusiv mig selv, har brug for tid efter at have mistet, hvor man kan processere sorgen og ens nye hverdag. Jeg gik selv i psykologforløb og senere hen var jeg i en sorggruppe. Begge dele hjalp mig, ved at give mig et frirum til at snakke om min sorg, og blive mødt af andre som havde oplevet lignende følelser. Det er også derfor jeg selv sidder på sorglinjen. Jeg ved, hvor stor en forskel det gjorde for mig, at have et sted, hvor jeg ikke skulle forklare, men bare kunne fortælle om alt hvad der fyldte.

Jeg ved, at hverdagen lige nu er uoverskuelig og måske endda meningsløs, men med tiden bliver sorgen mindre altoverskyggende. Det bliver til små øjeblikke med gode minder, eller timer hvor man græder og ikke dage eller uger. Man holder aldrig op med at savne personen, men man begynder at leve sit liv og sin hverdag igen med smil, latter og nye relationer, og når sorgen fylder lidt meget en dag kan man altid kontakte Sorglinjen enten gennem brevkassen her eller på telefonen/SMS som har åbent fra 17-20:45 hver dag på 70 209 903, eller på chatten som kan findes her: https://sorgcenter.dk/chat/.

Jeg håber, at du finder den rigtige måde for dig, at mindes din far og snakke om din sorg.

Tusind tak for din henvendelse.

Emma, Frivillig på Sorglinjen

Scroll to Top