Svar
Kære Dig,
Tak for din besked – og fordi du kontakter os.
Jeg vil starte med at sige, at jeg er ked af din far er død. Jeg forstår godt, at du er ked af det, selvom I ikke har talt sammen længe. Jeg forstår også godt, at du ikke kan tilgive, at han har slået din mor og ødelagt din brors tillid til verden.
Når et menneske dør, kan vi ikke tale med dem mere og derfor ikke bede dem forklare deres handlinger, eller fortælle hvorfor de har gjort, som de har gjort, og såret os. Vi kan ikke fortælle, at vi er vrede på dem, eller vi elsker dem. I sorgen fyldes vi af mange følelser, som f.eks savn, kærlighed, vrede og afmagt. Siden jeg mistede min mand for otte år siden, har jeg følt mange følelser, og det har taget tid at lære at leve med; udover at savne ham har jeg også været vred på ham, fordi han forlod os.
Sorgen kan været et ensomt sted, og det har været en stor støtte for mig at tale med andre, der har mistet. Derfor er jeg glad for, at du skrev ind til os her på Sorglinjen.
Hvis du kunne tænke dig at tale mere om de tanker og følelser, der fylder hos dig, så er du meget velkommen til at skrive eller ringe til os på Sorglinjen. Vi sidder klar til at hjælpe dig.
Mange kærlige hilsner, Mette (frivillig)