Min far har kræft i bugspytkirtlen med spredning. Han har aldrig været en nærværende far, men han har gjort sit bedste. Vi bor 200 km fra hinanden, så det er svært at hjælpe ham med hospitalsbesøg, rengøring og alt det der.
Han vil ikke være til besvær, så han ser helst ikke at min søster og jeg hjælper. Jeg har sagt, at han passede på os da vi var børn, nu er det vores tur til at passe på ham.
Jeg har dårlig samvittighed over afstanden. Jeg har lyst til at droppe alt, uddannelse og familie, for at være hos ham. Hvordan lever man med den dårlige samvittighed?
Svar
Kære du. Tak fordi du skriver til Sorglinjen.
Det gør mig ondt at høre, at din far er alvorligt syg med kræft.
Det er helt forståeligt, at du har lyst til at droppe alt for at være hos ham. Men det lyder til, at han sætter større pris på, at du og din søster ikke skal ændre jeres liv for hans skyld. Du behøver ikke droppe alt – du kan jo besøge ham i det omfang, der er muligt for dig. Det er vigtigt, at du mærker efter, hvad der føles rigtigt for dig.
Ventesorg er kompliceret, og man kan nemt få dårlig samvittighed, men man kan ikke yde mere, end man kan magte, og det er vigtigt at huske at passe på sig selv. Jeg håber, at du finder balancen i det. Du kan læse mere om ventesorg her: https://sorgcenter.dk/ventesorg/
Du er meget velkommen til at ringe ind til Sorglinjen for en uddybende snak på telefon 70 20 99 03. Her sidder frivillige klar hver dag fra 17 – 21. Vi har alle erfaringer med at miste en nærtstående, og mange vil helt sikkert kunne genkende følelsen af dårlig samvittighed.
Mange hilsner,
Frivillig på Sorglinjen