Det var ventet. Han blev erklæret terminal for 16 måneder siden, hvor han fik 3-6 måneder at leve i. Men nu er han død, 80 år og 10 måneder blev han.
Vi har altid været tætte, men de sidste ti år har vi været hinanden så nære, og jeg har hjulpet ham særligt meget de sidste år, sammen med min kæreste.
Jeg blev dog gravid sidste år og fødte en datter i sommers. Som han heldigvis nåede at møde. Men jeg synes det er svært at være i sorgen mens jeg er i lykken på samme tid, derudover er jeg også meget skuffet og såret over min kærestes mangel på støtte, hvad kan jeg gøre for at hjælpe mig selv nu?
Svar
Kære du,
Tillykke med at du bringer nyt liv til livet og kondolerer med dit tab af din onkel som stod dig så nært. Det er så bekræftende at din onkel nåede at møde din, rettere jeres, fine datter.
Nogle gange tager man afstand fra det man ikke lige kender eller man ikke lige har lyst til at røre ved. Som din kæreste der lige nu tager afstand fra dit tab, din kære onkel. Det er faktisk, desværre, en almindelig reaktion som vi ofte møder på Sorglinjen. Din kæreste reagerer måske sådan i afmagt, måske mener han ikke det vedrører ham, da det er din onkel, måske en tredje mulighed. Men, det vedrører din kæreste at du har en sorg og et savn over at have mistet din onkel. I er jo fælles om både glæder og sorg, altså både jeres datter og din onkel. Måske det kunne være hjælpsomt at tale med din kæreste om dit behov for støtte?
Du skal tænke på dig selv og din datters behov, ellers vil du skuffe din onkel, han vil jer kun det bedste. Din kæreste vil forstå dig, kærligheden overvinder alt ❤️,
Kærlig hilsen Hans
Frivillig på Sorglinjen