Hej,
Jeg skriver ind til jer, da min mor er meget syg. Hun har kun få måneder igen. Hun har kræft, og det har spredt sig, til flere forskellige steder.
Jeg holder fri, fra mine studier, for at være hjemme og passe hende. Det er vandvittigt hårdt, men meget givende, og jeg er glad for at være her hver dag.
Jeg er dog bange for, hvordan jeg reagere, når hun ikke er her mere.
Jeg græder ikke, og det er ikke fordi jeg ikke vil. Men jeg føler jeg, er i en bobbel, og bare skal overleve. Jeg er træt hele tiden. Jeg ville ønske jeg kunne græde.
Svar
Hej med dig,
Jeg er rigtig ked af at høre om din og din mors situation, men tak for, at du deler det med os her på Sorglinjen. Det er meget modigt gjort af dig.
Jeg har selv mistet min far til et knivstik. Selvom vores historier ikke er ens, så kan jeg genkende nogle af de ting, du skriver.
Du skriver, at du er bange for, hvordan du kommer til at reagere, når din mor ikke længere er her. Jeg oplevede selv, at det var en hel anden hverdag og et helt andet liv, som jeg mødte, da jeg pludselig ikke havde min far længere.
Efter jeg mistede min far, har jeg tænkt meget på, hvad jeg ville have haft gjort med ham, hvis jeg havde vidst, at han ville dø kort tid efter. Jeg er rigtig glad for, at du og din mor har jeres tid sammen, selvom jeg også kan forestille mig, at det må være hårdt at være i. Der gik lang tid før, at jeg helt forstod, at min far var væk. Når jeg oplevede ting, som jeg ville dele med ham, gik der et par sekunder, hvor jeg havde glemt, at han var død. Når jeg kom i tanke om, at han ikke var her længere, dukkede sorgen op i mig igen.
Jeg græd ikke meget efter den første tid, hvor jeg havde mistet. Jeg kunne ikke overskue det. Jeg var også i en slags “overlevelses-mode”, hvor jeg tænkte, at jeg skulle tilbage til studiet, arbejdet, vennerne og familien. Jeg tog mig ikke tid til at stoppe op, slappe af, og tænke. Jeg havde slet ikke lyst til at tænke. Det tror jeg gjorde, at mit netværk havde en idé om, at jeg ikke havde brug for at tale om det eller græde. Men tværtimod havde jeg et kæmpe behov for at blive trøstet. Der gik 1 år før jeg for alvor begyndte at arbejde med min sorg. Efter 1 år begyndte jeg at række ud til mine venner og fortalte dem, at jeg havde et behov for at tale om min far – og det hjalp. Jeg håber også, at du har nogle, du kan række ud til, hvis ikke de gør det først.
En anden ting jeg gjorde var at tilmelde mig en sorggruppe hos Det Nationale Sorgcenter, hvor jeg kunne dele min historie med andre unge mennesker, som også havde mistet en forældre. Hvis du har lyst og mod på det, har Børn, Unge og Sorg også tilbud for unge, hvis forældre er alvorligt syge. Kræftens Bekæmpelse har også forskellige tilbud som samtalegrupper og online chat, som du kan læse mere om HER.
Husk du selvfølgelig også altid er velkommen til, at kontakte os på Sorglinjens øvrige platforme. F.eks. på tlf. 70 209 903.
Jeg sender dig de varmeste tanker, og ønsker det bedste for dig fremover, samt i det svære forløb, dig og din mor går gennem lige nu.
Mange hilsner
Ditte, frivillig på Sorglinjen.