Svar
Kære du,
Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din mor. Det lyder til at have været et meget hårdt og langt sygdomsforløb, og at du har været en enorm god støtte og meget omsorgsfuld over for din mor.
Du skal vide, at følelsen af at føle sig ensom og alene i sorgen er helt normal og meget naturlig. Det kan være meget forskelligt, hvad man har behov for, når man er i sorg. Nogle kan have svært ved at tale om det og har måske brug for at bearbejde sorgen på en anden måde. Det lyder til, at du har brug for at tale om sorgen, savnet og tabet af din mor, og det kan jeg virkelig godt forstå, du har brug for.
Jeg er desværre lidt i tvivl, om du mener, at der ikke er nogen, du kender, der virker til at ville tale om det sammen med dig, eller om du mener, at der ikke er andre i din omgangskreds, der ved, hvad der er sket med din mor. Hvis du ikke har åbent op og talt højt om din mor til andre i din omgangskreds, er det bestemt noget, jeg vil anbefale dig at gøre. Det kan være, at de vil kunne give noget andet, som dem, du allerede har talt med, og som har haft svært ved at tale om det, ikke har kunnet. Det kan eksempelvis være nogen, der har kendt din mor og været tæt på hende.
Jeg har selv mistet min mor og også min far. Da jeg mistede min mor, havde jeg svært ved at tale om min sorg. Men da jeg mistede min far, kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at tale med andre, som havde stået i samme situation som mig, og som også gik ud over min familie. Det hjalp utrolig meget for mig og var med til at bearbejde min sorg at starte i en sorggruppe hos Børn, Unge og Sorg og dele min historie, tanker og følelser med andre og lytte til andres.
Jeg tænker, det måske kunne være en idé for dig også at undersøge, hvilke muligheder, der kunne være, for at tale med andre, der står i samme situation som dig om alt det, du går igennem og hvad du har brug for at dele om din mor, hvis det er noget, du føler for. Det kan i hvert fald være en god måde at dele ens sorgfulde tanker på, også så man ikke føler sig lige så alene. For du er bestemt ikke alene.
Hvis du benytter dette link, er det muligt at søge på alle de gratis tilbud, der findes i den kommune, du kommer fra;
https://www.sorgvejviser.dk/sorgtilbud/de-forebyggende-medarbejdere/
Derudover er du også altid meget velkommen til at kontakte os her på Sorglinjen igen, enten på SMS, chat eller tlf. 70 209 903. Vi har alle oplevet sorg tæt på livet og er her til at lytte. Vi sidder her hver dag fra 17-21.
Alt det bedste ønskes til dig,
Mona, frivillig på Sorglinjen