Jeg har gjort mig umage med at fortælle min familie, hvordan de kan støtte børnene og mig i sorgen.
Men de undgår os ofte. Jeg tror, at de er bange for følelserne og synes vi ødelægger den gode stemning.
De taler aldrig om min mand. Det er nogle gange, som han aldrig har levet. Det er skræmmende
Svar
Hej
Ja det er desværre genkendeligt for de fleste der har været i en sorgproces, at de ikke føler sig forståede af deres omgivelser.
Man har særligt behov for at folk selv rækker ud, og når man når til et punkt hvor man endda beder om det og omsorgen ikke kommer, kan det føles overvældende at være i. Tit og ofte forstår folk alligevel ikke hvad de skal gøre, og kan være berøringsangste overfor de følelser sådanne samtaler kunne medføre. Ofte har folk også en forestilling om at man er “kommet videre” fordi man tilsyneladende kan fortsætte hverdagen.
Kunne du og børnene prioritere kvalitetstid sammen hvor i mindes og sørger, og for en stund tage afstand fra familien, hvis de ikke kan imødekomme jeres behov for at mindes? Eller kunne i melde jer i en sorggruppe, hvor i kunne møde ligesindede, som også har brug for at tale om tingene på et dybere niveau?
Jeg håber i finder en alternativ løsning, der vil hjælpe jer videre på jeres vej.
Husk at du og dine børn altid er velkommen til at ringe eller chatte med os på Sorglinjen
På Sorglinjen ved alle vi frivillige hvordan er at miste og vil meget gerne tale med jer om jeres sorg.
Venlig hilsen
Hanieh fra Sorglinjen :-)