Breve

Min mand er gået bort og smerten er tung at bære. Jeg vil gerne have samvær med andre men mange gør smerten tungere at bære. De undgår mig til fødselsdage, byfester og middage. De vil ikke sidde ved siden af mig. De vil ikke tale med mig. Det er koldt og rarere at blive væk. Jeg hører det samme fra andre i min sorggruppe

Min eks kæreste og jeg har ofte været sure på hinanden og aldrig været enige om noget som helst. Vi har et barn sammen og var derfor nødt til at have en vis kommunikation.

Pludselig en dag mister vi vores bedste ven, som helt og aldeles uventet falder om med hjertestop efter en stor blodprop i hjertet.

Han bliver lagt i kunstig koma og vågner ikke op igen.

Det er en stor sorg for os begge 2 men vi glemmer gammelt nag og begynder at snakke sammen og griner sammen og taler i telefon hver eneste dag næsten.

Det er svært for mig at miste min ven fordi vores sidste samtale var en diskussion.

Min mormor er 97 , hun er åndsfrisk. Min mormor har født 4 børn , har kun 1 tilbage. Min moster som er terminal og har fået plads på hospice .
Sidste år mistede hun et barnebarn hun var stærkt knyttet til.
Er der nogen former for professionel hjælp eller andet , helst hjemme.
Jeg bor 100 km væk . Ringer hver aften . Forsøger at besøge hver weekend . Men er i job som også skal passes .
Kærlig hilsen ældste barnebarn

Hej,
Jeg mistede min mor til kræft i 2019. Jeg har haft mange ups and downs i min sorg, men jeg føler, at jeg er kommet et rigtig sted i min sorg. Dog har jeg det sidste stykke tid, været plaget af mareridt om min mor. Det er forskellige versioner af den samme drøm, hvor min mor ikke altid ligner sig selv men en hel fremmed. Vi krammer, jeg græder, og jeg kan vågne grædende af det. Jeg føler ikke jeg får sovet. Nu er jeg begyndt at tænke meget over døden, frygter bl.a. at miste min far, og jeg er ved at blive sindssyg, for jeg vil bare gerne sove.. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..

Hej
Jeg mistede pludseligt min bror uventet i tragisk ulykke, han døde på stedet. Det er nu 1,5 mdr siden, jeg forstår det ikke endnu, har lyst til at ringe og skrive til ham konstant.
Jeg startede op på arbejde efter min planlagte sommerferie, men min arbejdsgiver og kollegaer ser mig ikke, de undgår mig – det er virkelig hårdt. Jeg kan mærke det påvirker min sorgproces at være på arbejde, præsten sagde til mig “der er ikke noget arbejde der værd at være på, hvis ikke de hjælper dig igennem – jeg synes du skal sygemelde dig”.
Kan jeg godt tillade mig det, for at tænke på mig selv?

Kan I anbefale bøger om berøringsangst og dødsangst hos pårørende i forbindelse med nogen dør ?

Hej
Kan I henvise til en sorggruppe for unge, der har mistet en forældre til misbrug? Min unge datter er 23 år og bor på Østerbro i København

Vi har en 3-årig, som har en bedste, der flere gange har fået blodpropper og blødninger i hjernen. Bedste ændrer adfærd, udseende og fysisk formåen, hver gang hun får nye blodpropper.
Vi snakker med den 3-årige om, at bedste bliver syg og indlagt engang imellem og bedste dermed bliver træt og får ondt i hovedet. Det er lidt svært at ramme balancen med informationsniveau til en 3-årig.
Spørgsmålet er, hvor meget er det godt/nødvendigt at tage den 3-årige med på sygehuset? Når vi på et tidspunkt skal “sige farvel” skal den 3-årige så med der, eller er det bedst hendes seneste minder er gode?

Hej brevkasse.
Jeg er en kvinde på 45 år, som for 2 mdr siden mistet min mor, som var min klippe mit et og alt, vi var meget sammen, lavede alt sammen med min søn, hun var den bedste mormor ever.
Jeg er så i dyb sorg, men samtidig er jeg så vred på min far, og kan ikk sætte ord på, andet end han ikk har behandlet min mor godt i mange år, og jeg føler han er videre med sit liv, og ikk er ked længere, hvor jeg er i dyb sorg, og føler ikk det blir bedre.

Vi har netop fået at vide at lægerne ikke kan hjælpe min mand længere og han skal dø af sin kræft sygdom. Vi er selvfølgelig knuste og ved ikke vores levende råd om hvordan man kommer igennem det, men jeg prøver at være stærk for os begge. Vi har en datter på 16 år og hende er jeg meget bekymret for… hun vil ikke snakke med mig om det og trækker sig væk fra vores hjem og hen til en veninde. Jeg kan godt forstå hende, det er jo ikke rart at se sin far blive dårligere, men jeg ved ikke om jeg gør det rigtige i at sige at jeg er her og ellers lade hende selv opsøge mig hvis hun har brug for det