Breve

Min mor døde d. 1/3 efter 9 måneders hårdt kræftforløb, hvor jeg var den eneste pårørende. Jeg havde et komplekst og svært forhold til min mor. Hun var et ødelagt menneske med traumer efter sin egen barndom. Hun var ikke et dårligt menneske, hun kunne bare ikke passe på sig selv, eller på mig og min lillebror, og det har haft voldsomme konsekvenser. Jeg har selv relationelle- og udviklingstraumer pga. min opvækst, og lever i dag med k-ptsd.

Jeg passede min mor de sidste 9 måneder af hendes liv, og jeg holdt hende i hånden, da hun døde, men sorgen er farvet af fortiden. Jeg føler mig fortabt.

Det er to uger siden min mand Jacob døde. Han døde alene på en hospitals stue beregnet til mindre skader. Da de fandt ham havde han ligget måske 10 min alene med hjertestop. Han var 44 år og havde de sendt ham til et rigtig hospital var han muligvis i live nu. I stedet blev han sendt til en klinik hvor de ikke har overvågning til hjertepatienter, ingen reelle speciallæger eller sygeplejersker der er rutineret i at give adrenalin under den livreddende førstehjælp.
Mit hoved er rundtosset af alle de spørgsmål om hvorfor? Hvorfor ikke? Jeg er så vred. Vred over at et menneske blev nedprioritert.

Min far har kræft i bugspytkirtlen med spredning. Han har aldrig været en nærværende far, men han har gjort sit bedste. Vi bor 200 km fra hinanden, så det er svært at hjælpe ham med hospitalsbesøg, rengøring og alt det der.

Han vil ikke være til besvær, så han ser helst ikke at min søster og jeg hjælper. Jeg har sagt, at han passede på os da vi var børn, nu er det vores tur til at passe på ham.

Jeg har dårlig samvittighed over afstanden. Jeg har lyst til at droppe alt, uddannelse og familie, for at være hos ham. Hvordan lever man med den dårlige samvittighed?

Kære brevkasse

Jeg har miste mit barn. Min lille dreng blev født ved akut kejsersnit for to måneder siden i uge 29 og levede i 1,5 døgn. Sorgen er så dyb og svær at forklare andre, at man mangler noget der aldrig rigtig var der. At jeg aldrig får et liv med vores lille dreng, aldrig får lov at lære ham at kende. Ville han ligne mig eller hans skønne far? Det gør så ubegribeligt ondt. Skyldfølelsen fylder ligeså meget. Hvorfor kunne jeg ikke hjælpe ham? Hvorfor er min kvindekrop så dum? Hvordan finder man mening i det?
Før jeg bar på smerten, bar jeg på ham. Og i mit hjerte gør jeg det stadig

Hvad skal jeg gøre? Min mand er gået bort efter kræftforløb og jeg står alene med børnene.

Min familie svigter os totalt og hjælper os ikke med noget som helst. Jeg føler afmagt og vrede og jeg er meget skuffet. De havde lovet min mand at hjælpe os og være der for os. Vi skulle mærke hjælp og kærlighed og omsorg.

De tænker på sig selv. Jeg kan ikke forklare børnene det. Jeg vil ønske jeg ikke havde en familie. De gør os meget kede af det

Hej .
Jeg mistede min mand til kræft i 2023 den 8 marts ,det var meget intenst ,hvor jeg boede med min mand på hospice, hvor jeg var der for ham 24/7 ,vi fandt hinanden på den mest vidunderlige måder, og blev ligesom 1 .
Jeg har gået til psykolog nogle gange ,fordi jeg havde det som om jeg var i et spindelvæv, og ikke kunne finde vej ud
Min søn på 16 år nu ,var 13 ,da han mistede hans far og han er meget bekymret ,når jeg er dårlig ,fordi han jo kun har mig nu .
Jeg har 2 gange psykolog tilbage nu .
Og skal til læge på fredag ,for, at fortælle hvordan jeg jeg har det .har en uro indeni .charlot

Min mand døde herhjemme den 15 februar kl 23 48 af kræft. Det var hårdt.

Jeg har det øv med at være her i boligen.
Har mest lyst til at flytte. Men det er en dyr løsning

Min mor var meget syg og jeg stod alene med hende i hjemmet og måtte være stærk.

Min sorg har for alvor ramt mig her 25 år efter. Både sorgen over tabet af min mor, sorgen over at vi aldrig nåede at blive tætte, men også sorgen over at min øvrige familie ikke har hjulpet og støttet. De holdte sig væk og havde det selv så skidt at de fik hjælp. Men jeg stod tilbage, uden hjælp, og i chok og overlevelse, og virkede måske stærk.

Min familie trækker sig mere og mere når jeg bringer min sorg og smerte op, også selvom jeg ikke vil bebrejde, men søger anerkendelse og omsorg.

Efter min hustru døde af tarmkræft i september 25 er jeg gået helt ned med flaget. hun blev indlagt på hospitalet i juni 25. Hun var indlagt af 2 omgange. første gang fik hun fjernet halvdelen af tyktarmen. efter ca. 4 uger blev hun sendt til genoptræning med henblik på Kemoterapi. Hun blev indlagt igen i august med stærke smerter, De undersøgte hende og hun blev scannet. Jeg fik lov til at bo sammen med hen de sidste dage af hendes liv, hvilket vi begge 2 var lykkelige for. Hun døde i et smertehelvede
Jeg savner hende og er stadig ulykkelig. jeg går taler med hende herhjemme er det normalt?

Søndag d.25/1 kl.20:40 mistede jeg min morfar, efter længere tids sygdom han nåede at blive 93 år fredag d.23 var jeg over og besøge ham på det plejehjem han boede på til sidst, og føler at jeg egentlig fik sagt farvel til ham på min måde, men timerne går, og det begynder at gå mere og mere op for mig at han ikke er her mere. Jeg forsøger derfor at prøve at se om jeg kan finde noget hjælp gennem noget sorg gruppe.
(Min familie støtter mig meget lige pt. Men jeg føler jeg har brug for at snakke med nogen der ikke er familie) er dette en mulighed??