Breve

Jeg står i en situation hvor jeg føler mig ødelagt nedtrykt og hjælpeløs… men også hævntørstig, alle de her følelser gør jeg ikke kan være i mig selv, en 22 årig pille junkie! dræbte min bedste ven. Over 20 års venskab blev taget fra mig den dag, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg savner min ven han var et fantastisk menneske (det havde intet med det kriminelle miljø at gøre) han stak ham mens han stod med ryggen vendt til ham det gøre så ondt og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg skal håndtere de her følelser

Jeg mistede min datter i december 24. Hun døde af kræft. Hun blev 35 år.
Jeg prøver så godt jeg kan at være i livet, selvom jeg er gået i stykker.
Og jeg bliver hele tiden ramt af tanker; at jeg ikke var der da hun døde. Hun var ikke alene, hendes mand var der – og vi havde været hos hende hele familien. Hun havde et bevidst øjeblik, hvor hun smilede til os og sagde HEJ.
At hun på det tidspunkt døde – kom bag på alle. Også lægerne. Så jeg var taget hjem for at sove.
Og det bebrejder jeg mig selv konstant. Og det fylder meget.
Jeg savner hende så ubeskriveligt.

Min far døde for 20 time siden. Han var uhelbredeligt syg, så jeg vidste det ville komme snart men ikke nu. Nu ønsker min mor at han skal kremeres uden bisættelse og at vi venter til forår/sommer (2-5 mdr) med at strø asken ud over havet. Jeg vil gerne ære min fars ønske om aske på havet, men jeg føler mig helt fortabt over ikke at skulle bære hans kiste, høre taler og synge til hans ære ved en bisættelse, Jeg føler ikke jeg får lov til at sørge, eller at det er retfærdigt for hans store familie søskende, børn, børnebørn, venner, at udskyde et ritual på ubestemt tid. Hvordan sørger jeg ?

Hej Brevkasse

Der er taknemmelighed og ydmyghed over gode og omsorgsfulde venner, der kommer med loyalitet og kærlighed. Når familien svigter igen og igen.

God jul

For 1 år siden tabte min mor kampen mod kræft efter at have levet med den i 9 år. Jeg har en datter på 2,5 år og selvom min verden gik fuldstændigt i stå i oktober 2023 kl. 14.25 på Horsens sygehus, så var hverdagen nødt til at fortsætte for min datters skyld. Den hårdeste kamp jeg nogensinde har måtte tage. Et knust hjerte, sorg, savn, tomhed og mangel på min mors omsorg, varme og kærlighed. Følelserne er så store og voldsomme og jeg føler ikke jeg er kommet videre fra den dag på sygehuset, hvor jeg holdt hendes hånd for sidste gang. Jeg kan ikke acceptere hendes død…

Mistede min mand i 2020 efter kort tids sygdom. Det var en svær tid. Der var ikke gået lang tid, inden jeg fik at høre, at nu skulle jeg passe på ikke dyrke det. Det slog hårdt, det er ofte oppe at vende. Meget skulle ordnes lige efter, så først nu rammer sorgen og savnet meget hårdt. Bliver ked af, når man ikke bliver forstået. Hvad kan jeg svare, så der er chance for de kan/vil forstå min situation?

Det er få mennesker, som kan tale om min afdøde mand. Langt de fleste nævner ham aldrig og svarer ikke når vi taler om ham. Familien er værst.

Børnene og jeg har brug for at tale om ham. Det er vigtigt for os. Vi har mindre lyst til at se familien efter hans død.

De er ikke dårlige mennesker men ikke så kloge på følelser

Hvorfor er der ikke sorggrupper for os midt i livet, som har står alene med hjemmeboende børn og skal bære deres sorg samtid med vores egen?

Alle sorggrupper er tilrettelagt for børn, unge og ældre. Jeg har lavet en del research og hører også det samme fra andre i min situation.

Jeg fylder 50 i morgen og min far 75 idag.
Jeg mistet min mor den 5 okt.
Jeg passer godt på min far , af kærlighed men også min mors ønske.
Men det sindssygt hårdt ikke bare at passe ham, men også fordi jeg ikke kan snakke med ham om hende da han har haft en voldsom hjerneblødning.
Men min mor var en fantastisk kærlig sød person som var MOR til sidste åndedræt.
En person jeg elsket og altid har passet på,
Og hun på mig, føler mig så knust og tom inden i nu.
Vidste slet ikke det ville være så hårdt , da jeg selv mener jeg en stærk person .
Men dette har knust mig totalt
Kh.
Kim

Hej brevkasse. D. 24. november 2020 mistede jeg min far. Min far havde været syg i mange år. Han fik meget slem astma i en tidlig alder og har haft kræft og fik konstateret angina i 2018. Vi levede et liv med, at han var inde og ude af hospitalet op til flere gange på en uge. Vi havde ingen forventninger om, at han skulle gå bort, vi havde bare lært at leve med, at han var syg. Han var en meget glad og energisk mand. Jeg elskede ham og vi havde et fantastisk bånd. Hvert år på hans fødselsdag og d. 24/11 holder jeg fri. Hvornår er det tilladt at blive ved med det? – Monique