Jeg hedder Victor og er 26 år. Jeg mistede min mor til kræft i 2016. Hun var syg med kræft i to omgange.

Vi taler meget om hende, min søster og jeg, og det er noget, der er kommet gradvist.
I begyndelsen var det mest gamle minder fra tiden før hun blev syg, eller ting vores far havde fortalt os fra vores barndom. Det var en måde at tale om hende på uden at føle os alt for sårbare.
I de seneste år er vi blevet bedre til at tale om de svære ting. Vi taler om forløbet op til hendes død, og hvordan vi hver især oplevede det. Det har været en rigtig fin udvikling. Vi deler også flere og flere minder, som tidligere var for smertefulde at have omkring os.
Først for nylig begyndte jeg at have nogle af hendes ejendele på mit værelse, fordi det var for sårbart tidligere.
Vi har skabt gode ritualer for at mindes hende
Vi har virkelig formået at inkludere hende i vores liv, hvor vi har skabt gode traditioner for at mindes hende.
På hendes dødsdag går vi altid ud og spiser eller laver noget særligt. Vi gør det sammen med en af min mors bedste veninder, der var der for os gennem hele forløbet. Nogle gange planter vi ting på hendes grav eller går ture på steder, der har en særlig betydning for os i forhold til hende.
Det er et eksempel på en dag, hvor vi mindes hende. Det er virkelig dejligt at have disse ritualer.
Det er overraskende, hvor hurtigt tiden går. Det føles som om, at det var i går, hun var her, men samtidig føles det også som lang tid siden. Vi har besluttet at fortsætte med at mindes hende på denne måde, og det betyder meget for os.
Læs mere om: Giv plads til sorgen
Vi har lært at vise vores følelser
Vi er blevet bedre til at rumme følelserne og vise dem for hinanden. Det er naturligt at minderne og samtalerne nogle gange kan gøre os triste, og det er okay. Vi tillader os at være ærlige med vores følelser.
Det har faktisk været en lettelse, at vi ikke længere føler behov for at skjule vores følelser. Tidligere har vi måske forsøgt at være glade på dage som julen, selvom vi slet ikke havde lyst til at fejre den de efterfølgende år.
Julen er en af de sværeste perioder på året
Julen har altid været en af de sværeste perioder på året for os. Det er en tid, hvor vi savner hende ekstra meget, og det kan være svært at finde glæden i højtiden.
Alle samles med deres familie til jul, og det skal være så smukt og idyllisk det hele. Men det er også en påmindelse om alt det, jeg ikke har mere
Alligevel har vi holdt jul på stort set samme måde i mange år, faktisk sammen med min mors familie, fordi vi ville bevare nogle af de traditioner og ikke ændre for meget. Det har været hyggeligt alle årene, men samtidig fyldt med følelser. Jeg mærker nu, at julehyggen er så småt begyndt at komme tilbage nu.
Sorgen er som et bakket landskab
Sorgen kommer og går som bakker i landskabet. Den er ikke lige så intens som i begyndelsen, men den er der stadig. Den blusser op, når der sker store ting i mit liv, som jeg gerne ville dele med hende, men ikke kan.
Det kan være store beslutninger, som når jeg nu f.eks. skal på udveksling. Jeg savner også den ubetinget kærlighed fra mine forældre, især fra min mor. Det kan være en svær følelse, at hun ikke er her mere.
Venner har hjulpet mig på hver deres måde
Mine venner har hjulpet på mange måder. Nogle har været meget støttende, mens andre har været mindre involveret.
I starten kunne jeg blive skuffet over dem, der ikke spurgte mere eller gjorde mere. Med tiden forstod jeg, at de måske ikke vidste, hvad de skulle gøre eller sige, og de var bange for at træde forkert
Jeg har været åben overfor nogle venner, der kendte min mor godt og var tæt på min familie. De er bedre til at spørge og bringe minder om hende på banen.
Det har været svært for mig at åbne op for andre, der ikke havde samme relation til min mor. Det er sårbart at dele, og hvis jeg ikke følte, de greb mine følelser, lukkede jeg hurtigt ned igen.
Hvis jeg kunne ændre noget, ville jeg måske have været mere åben overfor flere venner og sagt, hvad jeg havde brug for i den tid. Men det er svært at være åben om noget sårbart. Så det har været nemmest kun at åbne op, hvis jeg følte mig helt tryg og sikker.