Jeg hedder Mie og er 25 år. Jeg mistede min far til lungekræft efter 8,5 måneders sygdomsforløb.

Dagen hvor min far ringer
Sygdomsforløbet med min far kom meget pludseligt. Vi fandt ud af, at der var noget galt, da min far begyndte at hoste. En søndag ringede lægen og bad ham komme ind til flere prøver. Det var mærkeligt, for lægen ringer normalt ikke søndag aften, så vi vidste, at det var mere seriøst end vi troede.
Jeg husker tydeligt, da han ringede til mig i frokostpausen i gymnasiet. Han fortalte mig, at han havde fået kræft og var rigtig ked af det
Jeg var meget forvirret, skulle jeg tage hjem eller blive på skolen? Men han bad mig blive, og vi kunne tale om det, når jeg kom hjem.
Jeg endte med at gå til næste time, men jeg sad helt stivnet fast i tysklokalet og kunne ikke tænke klart. Min tysklærer opdagede det, og fik mig trukket ud af timen. Jeg husker, at det føltes uvirkeligt at skulle sige ordene til min lærer og få det ud af munden: ”Min far har fået kræft”. Jeg havde virkelig følelsen af, at det sker jo ikke for mig, eller kræft rammer ikke vores familie, men det gjorde det. Herefter tog jeg hjem til min far.
Min far ville ikke dø
Jeg tror ikke, det gik op for mig, hvor alvorligt det var på det tidspunkt. Kræft er jo mange ting, og kræft kan jo også tit kureres. Min far ville ikke at dø, og vi var derfor ikke meget involveret i hans sygdomsforløb. Af respekt for min far lod jeg være med at tænke over, at han skulle dø.
I begyndelsen levede vi alle vores liv som vi plejede, og det gik ikke rigtig op for mig, hvor syg han var. Han virkede til at have det godt. Jeg prøvede at holde tankerne på afstand, da det var det var svært at håndtere for mig. Jeg nød at gå i skole, fordi det var så konkret og det kunne jeg forholde mig til.
Sidst i sygdomsforløbet havde han iltmaskine i huset, og sov derfor i stuen, da han var tilknyttet ilten hele døgnet rundt. Men det var stadig som om, at jeg ikke kunne se alvoren.
Alvoren gik først op for mig til sidst i hans sygdomsforløb
Det var først til allersidst, at jeg forstod, hvor alvorlig situationen var. Han var indlagt på den palliative afdeling. Jeg spurgte sygeplejersken ude på gangen, om min far skulle have noget at spise eller drikke, hvor sygeplejerskerne sagde, at han ikke kunne.
Der går det op for mig. Det menneskelige behov er at få noget at spise og drikke. Hvis man ikke engang kan det, så er kroppen ved at lukke fuldstændig ned. Så er det jo bare et spørgsmål om tid, og det havde jeg ikke tænkt over før i sygdomsforløbet. Der ramte sorgen mig første gang, jeg sad bare på den sofa ude på gangen og græd. Jeg græd helt vildt.
Da min far døde, kunne jeg slet ikke forstå, hvad der var sket. Sorgen ramte mig, da jeg manglede ham i alle mulige sammenhænge, hvor han plejede at være. Min far var altid den, der kørte mig til fodbold eller hentede mig fra fester. Han var en stor del af vores liv, så det var en voldsom omvæltning, at jeg skulle klare alting selv lige pludselig.
Mine venner var gode ved mig lige efter min far døde
I starten var det måske nemmere at klare sorgen, fordi min klassekammerater kendte til min fars sygdom og var støttende, sendte også blomster til min fars begravelse. De spurgte ind til mig. Jeg havde en god veninde, som selv havde mistet i en ung alder. Jeg havde også god støtte i min tysklærer og dansklærer. De var virkelig gode til at hjælpe mig.
Jeg føler mig ensom i sorgen
Anderledes blev det, da jeg gik ud af gymnasiet og mødte nye mennesker. Jeg følte mig mere alene i min sorg. Andre går ud fra, at alle har begge forældre i min alder, og det var derfor svært for mig at finde støtte hos nye venner, som ikke kendte til min historie. Jeg savnede at have nogen at dele mine følelser med, og som allerede kendte min historie.
Det er hårdt at opleve, at nogle venner ikke spørger mere ind til mig og min far. Jeg ønsker ikke at gøre min far til et tabu, jeg vil gerne tale om ham. Han har været en kæmpe del af mit liv, og har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Selvfølgelig skal vi snakke om ham. Men mange ved ikke, hvordan de skal håndtere situationen, og hvad de skal spørge om.
Læs mere om En vejledning til at støtte din ven i sorg
Vi mangler en sorgkultur
Jeg tror, at det samfundsmæssige aspekt også spiller ind, fordi vi ikke har en sorgkultur, hvor døden er en naturlig del af livet. Det virker til, at sorgen bliver til en specialafdeling på sygehuset, hvor nogle helt specielle sygeplejerske, gjort af det rette stof, kan håndtere, at der dør mennesker omkring dem hele tiden.
Vi fremmedgør sorgen, og det er et kæmpe problem
Mange er måske bange for at sige noget, der kan gøre en ked af det, men det er vigtigt at huske, at det er okay at tale om tab og sorg. Det værste man kan gøre i min optik er, at man ikke spørger mig ind til min sorg og far – selv her flere år efter han døde.
Læs mere om 8 gode råd til venner og pårørende til en, der har mistet.
Jeg vil gerne opfordre alle til at være mere åbne og støttende over for folk, der har mistet en forælder eller oplever sygdom, fordi det kan betyde så meget for den enkelte.
Vi skåler for min far
Jeg har lært, at man som sørgende selv skal tage initiativ til at tale om sin sorg og følelser. På den måde afmystificerer sorgens følelser.
For mig er det vigtigt at dele minder om min far og på den måde holde ham i live. Jeg havde f.eks. min fars initialer i min studenterhue. Jeg vil have dem i mit slør, når jeg en dag skal giftes, så han stadig giver mig væk til en anden på kirkegulvet.
Vi skåler for min far og siger nogle at de ting, han altid sagde, når vi er sammen som familie. Han vil altid være en del af mig, og jeg vil huske ham hver dag. Derfor er det vigtigt at tale om ham og mindes ham sammen med dem, der står en nærmest. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham.
Læs mere om Giv plads til sorgen
Til dig, som står i samme situation
Hvis du står i samme situation med sygdom, sorg eller dødsfald, vil jeg sige, at det er okay at være åben og sårbar.
Del dine følelser med dem, du stoler på, og del minder og oplevelser for at holde personen tæt på dig. Husk, at sorgen kan være svær at håndtere, men du er ikke alene.
Vær til stede i dine følelser, og brug din familie og venner til at støtte dig. Og vigtigst af alt, vær ikke bange for at sige din elskede afdøde persons navn højt og dele minder om dem. Det hjælper med at holde dem levende i vores hjerter.