Jeg hedder Alexandra og er 29 år. Jeg mistede min far til selvmord for 6 år siden den 10. juni 2017.
Min far havde en depression i halvandet år, inden han tog sit eget liv
Vi var en kernefamilie og havde det rigtig godt sammen i vores familie. Vi var meget tætte.
Det hele begyndte at ændre sig mod slutningen af 2015, hvor jeg blev bevidst om, at min far var begyndt at opføre sig anderledes. Jeg lagde f.eks. mærke til, at han var begyndt at drikke i hverdagen, hvilket vi aldrig har gjort i min familie. Det førte til, at han første gang forsøgte at begå selvmord i marts 2016.
Det kom som et chok for os alle, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at han kunne finde på at forsøge at tage sit eget liv. Det var en stærk følelse af overraskelse og sorg på samme tid, og jeg kan huske, at jeg slet ikke forstod, at han havde mod til at træffe den beslutning.
Han kom i respirator og overlevede hans første selvmordsforsøg.
Resten af 2016 og begyndelsen af 2017 var præget af hans dag-til-dag kamp med sig selv. Nogle dage var han den far, vi altid havde kendt: Vores varme familiefar, der havde vores ryg og gav os støtte til alt, hvad vi ønskede i livet. Andre dage var han en anden: En person vi ikke kunne kende. Det var rigtig svært, for vi ønskede bare, at han alle dage skulle være vores varme familiefar, og vi vidste aldrig, hvornår det var sidste gang, at vi havde snakket med ham.
Vi stod sammen som familie, forsøgte at støtte ham så meget som muligt, mens vores liv blev sat på standby. Men det var rigtig svært at hjælpe ham, når han hver anden dag ikke ønskede hjælp.
Min far forsøgte at tage sit eget liv 3 gange mere, inden han hængte sig selv og døde den 10. juni 2017.
Mit fundament forsvandt under mig
I begyndelsen efter hans død kunne jeg slet ikke forstå, at min far, den far der altid havde haft min ryg, var død. Jeg følte en enorm ensomhed og uretfærdighed. Selvom jeg havde min mor, søskende, bedsteforældre og fastre, som havde mistet den samme person, føltes det enormt ensomt alligevel.
I de første år efter tabet var det som om, at mit liv stod stille, mens alle andres liv gik videre. Det føltes som om, at nogen havde trykket på en stopknap. Det var virkelig hårdt, og jeg følte mig meget alene.
Jeg prøvede alligevel at fortsætte med mit studie, arbejde, se min familie og mine venner, fordi jeg vidste, at min far ville have ønsket, at jeg fortsatte, men det meste af tiden følte jeg mig bare grundlæggende ulykkelig. Selv når der var øjeblikke af glæde, var den grundlæggende følelse af ulykkelighed der stadig. Det var rigtig hårdt.
I det første år troede jeg hele tiden, at det var ydre omstændigheder, der skulle medvirke til, at jeg fik det bedre. Jeg så mig selv som et offer: Jeg var 23 år, og min far havde begået selvmord.
Det var en hård åbenbaring for mig efter et år at indse, at den eneste, der kunne ændre noget ved følelsen af ulykkelighed, var mig selv. Jeg indså, at jeg ikke kunne leve resten af mit liv som et offer, og at jeg ikke kunne forlade mig på, at andre skulle tage smerten fra mig: Kun jeg kunne sørge for, at jeg grundlæggende fik det bedre.
Jeg kunne ikke se nogen fremtid, men så fik jeg et godt råd
Jeg har siden folkeskolen altid været en, der planlægger min fremtid, og jeg har altid set frem til alt i min fremtid. Men da min far døde, kunne jeg slet ikke komme i tanke om nogle af de drømme og visioner, jeg havde haft for min fremtid: Drømme, som altid havde givet mig glæde. Jeg følte ikke længere, at jeg havde en fremtid.
Jeg har f.eks. altid drømt om at rejse til New Zealand, flyve i luftballon og se nordlys. Men jeg kunne slet ikke se de ting eller mærke glæden over de drømme efter, at min far døde.
Her var det, at fik et fantastisk konkret råd fra en familierådgiver: For at minde mig selv om, at jeg havde en fremtid, skulle jeg prøve at tegne de ting, jeg førhen havde drømt om: New Zealand, en luftballon, nordlyset.
Jeg skulle kun tegne, når jeg havde lyst, og når jeg så havde dage og tidspunkter, hvor jeg ikke følte, at jeg havde en fremtid, ja så skulle jeg kigge på mine tegninger.
Det var et meget lavpraktisk råd, som virkelig hjalp mig til at blive mindet om, at jeg havde en fremtid, og at jeg havde drømme, der gav mig glæde.
Det gjorde ondt, at mit netværk troede, at jeg var kommet videre
Det var rigtig svært, da mit netværk troede, at ’jeg var kommet videre’ efter, der var gået x antal måneder.
Nogle troede, hvis de så mig glad fem timer til en fest, så har hun det jo nok godt igen.
Jeg var skuffet og ked af det over, at mine venner ikke længere rakte ud og spurgte ind til mig og min sorg. Jeg havde ikke selv energien til at sige til mine venner, at jeg stadig havde det rigtig dårligt, indtil jeg fandt en pjece hos Det Nationale Sorgcenter om gode råd til pårørende.
Læs mere: 8 gode råd til venner og pårørende til en, der har mistet
Jeg besluttede at dele den med mine venner og skrev en besked, hvor jeg undskyldte, hvis de havde haft svært ved at være der for mig. Jeg forstod, at det ikke var deres skyld, men at de måske ikke vidste, hvordan man skulle støtte en person i sorg.
Mine venner tog imod rådene med åbne arme
Mine venner reagerede enormt positivt på det, og mange af dem sagde, at de havde tænkt på mig og ikke vidste, hvordan de skulle håndtere situationen. Det var en befriende oplevelse for mig at dele mine følelser med dem og lade dem vide, hvad jeg havde brug for. Det var også en befrielse for dem, fordi jeg fandt ud af, at de havde været rigtig bange for at gøre noget forkert.
Jeg bliver så glad, når mine venner snakker om min far. Det varmer og gør mig glad, og det gælder stadig den dag i dag. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om en bedre følelse end, når mine venner fortæller en historie, de husker om min far, og som jeg selv havde glemt.
Der er et budskab, som jeg siger til alle mine relationer: ’Spørg altid’. Jeg elsker at tale om min far.
Mine venner er i dag rigtig gode til at hjælpe mig med at holde minderne i live.
