Jeg hedder Freja og er 26 år. For tre år siden mistede jeg min højtelskede mor til æggestokkekræft. Det skete den 27. maj 2020, kort tid efter jeg fyldte 23 år.
Min mor får diagnosen i 2018
Det var tidligt i 2018, da hun fik diagnosen æggestokkekræft. Vi havde lagt mærke til nogle diffuse symptomer såsom oppustethed og træthed i omkring et halvt år, så hun går til egen læge.
Lægen henviste hende til en gynækolog, og det var der, at vi fandt ud af, at hun havde æggestokkekræft. Det var en sjælden diagnose, der kun rammer omkring 600 personer i Danmark årligt, hvor desværre færre end halvdelen er i live efter fem år.
Vi indså hurtigt, at vi havde min mor på lånt tid, fordi det bare er en virkelig lortediagnose. Vi vidste ikke, hvor lang tid vi havde tilbage sammen.
En svær beslutning
Jeg husker ikke præcis den dag, hvor min mor fik diagnosen. Måske har jeg fortrængt det. Men kort tid efter skulle jeg starte på højskole, mens min mor skulle igennem en operation, hvor hun fik fjernet sit underliv og derefter starte i kemoterapi.
Det var en svær beslutning for mig, om jeg skulle tage afsted på højskolen. Vi vidste, at situationen var alvorlig. Men min mor sagde til mig, at intet ville gøre hende gladere end at se mig tage af sted og samtidig forsikrede min mor mig om, at hun ikke ville dø, mens jeg var væk. Så jeg tog afsted.
Dobbeltlivet på højskolen
Jeg levede et dobbeltliv. På højskolen havde jeg en fantastisk tid. Jeg tog afsted og vendte hjem i weekenderne. I weekenderne så jeg min mor gradvist blive dårligere, fordi hun fik kemoterapi og mister sit hår. Når jeg kom tilbage til højskolen søndag aften, fortalte jeg, at jeg havde haft en god weekend.
Jeg løj for mine nye venner, som jeg ellers blev meget tætte med. Jeg fornægtede alvoren i mit eget liv. Men det var nødvendigt for at jeg kunne overleve. Jeg ønskede bare at være den glade Freja, som kan klare det hele, som jeg også var før, min mor blev syg. Det var en måde for mig at flygte fra virkeligheden.
Indeni var jeg misundelig på mine venner, der havde haft en rigtig god weekend med deres forældre, og deres mor havde lavet mad til dem. Jeg holdt kontakten med min mor hele tiden på højskolen, og jeg kunne mærke, hvordan hun blomstrede, hver gang jeg delte mine oplevelser med hende. Det føltes som om, jeg var med til at holde hende i live.
I dag er jeg virkelig glad for, at jeg tog afsted på højskolen. Senere fandt mine venner ud af sandheden, og de havde fuld forståelse for, hvorfor jeg ikke havde delt det med dem. De blev overraskede, men ikke på en negativ måde. De kunne simpelthen ikke forstå, hvordan jeg kunne være så glad og fuld af energi, mens jeg bar på en så stor byrde.
I dag er de nogle af mine allerbedste venner.
Vores familie gik i løsnings-mode
Vi er alle meget rationelt tænkende og har en naturvidenskabelig tilgang til tingene. Vi fokuserede på at løse problemerne og handle hurtigt. Min far gik i handlingsmode som fædre nogle gange gør, og min søster påtog sig en mere beskyttende rolle over for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende.
Vi var meget involverede i den medicinske side og havde adgang til min mors journaler. Vi var til stede ved alle møder og kemoterapisessioner. Det gav en følelse af tryghed, fordi der ikke var nogen uvidenhed om situationen. Selvom der stadig var meget usikkerhed, blev der ikke holdt noget skjult for os.
Men på samme tid begyndte vi at glide fra hinanden. Det handlede ikke længere om vores følelser og hvordan vi havde det. Alt handlede om at løse problemerne og gøre det bedre i situationerne.
Min mor var ikke bange for at snakke om døden
Da det blev tydeligt, at medicinsk behandling ikke kunne redde hende, prøvede min mor flere og flere alternative behandlinger. Det gjorde mig ked af det, fordi jeg måske ikke selv troede på de alternative behandlinger, og dermed kunne jeg mærke følelsen af at opgive håbet om, at hun ville overleve.
Min mor turde tage emnerne på bordet og skrive breve til os, som vi skulle læse, når hun ikke var her mere. Hun var åben omkring døden og sagde, at vi skulle tale om det. Hendes egen far døde, da hun var omkring min alder, så jeg tror, hun prøvede at forberede os og give os noget, som hun selv manglede.
Hun fortalte os, hvor meget hun elskede os, og hvor stolt hun var af os. Hun lagde ikke skjul på det. Men det var en følelsesmæssig rutsjebane for hele familien at være i et sygdomsforløb som dette. Der var små øjeblikke af håb, men det blev ofte overskygget af mørket.
Livet fortsatte på trods af alt. Jeg fortsatte med at studere og prøvede at jonglere det hele. Det var svært at forstå, at jeg levede med en syg mor. Hun var syg i lidt over to år, og det føltes som om, jeg havde mistet min normale hverdag.
Så ramte Corona, det bedste der kunne ske for vores familie
Corona er faktisk det bedste, der sker for vores familie. Jeg var i isolation i to uger og tænkte, at min mor ikke måtte dø, mens jeg var isoleret i min egen lejlighed. Min søster og jeg besluttede os derfor at flytte hjem. Vi blev i en isolationsboble fra marts til slutningen af maj, hvor hele landet var lukket ned. Det var lige præcis det, jeg ønskede, når jeg havde en syg forælder.
Det føltes som om, at verden gik lidt i stå og det var præcis det, jeg ønskede, når jeg havde en syg forælder. Tidligere følte jeg altid, at jeg var det forkerte sted. Når jeg var sammen med mine venner, slog jeg mig selv i hovedet over, at jeg ikke var hos min mor. Og når jeg var hos min mor, så ville jeg ofte hellere have det sjovt med mine venner.
Min mor fik hjemmesygeplejersker til at komme fem gange om dagen. Hun blev tilknyttet den palliative pleje, og de sidste måneder var meget hårde.
Den sidste tid
Min far og søster havde sygeorlov, mens jeg fortsatte med at studere hjemmefra. I mine pauser kunne jeg gå ind til min mor, der lå på mine forældres værelse. Vi fik uvurderlig hjælp af sygeplejerskerne, så selvom det var mærkeligt at have fremmede mennesker konstant i vores hjem, så var det enormt lettende og vi kunne koncentrere os om bare at være pårørende. Min mor var vild med sygeplejerskerne, og vi fik hurtigt et godt forhold til dem.
Min mor begyndte at planlægge sin begravelse og skrive ned, hvordan hun ønskede det hele. Hun skrev ned, hvilke sange der skulle synges, hvilket tøj hun skulle have på, hvilke blomster der skulle være osv. Hun forberedte sig selv og os andre på, hvad der ville ske. Men hun forsvandt mere og mere.
Jeg husker, at jeg cykler på et tidspunkt og allerede begynder at tænke på, hvordan jeg skal fortælle mine venner, at min mor er død, selvom det ikke er sket endnu. Men jeg kan allerede se det for mig, at det kommer til at ske. Så jeg tror, at hun på sin vis har forberedt os på noget, som man ikke kan forberede sig på. Vi vidste, at det var det, der skulle ske
Heldigvis var hun mentalt til stede indtil de sidste par dage. Men det var utrolig hårdt at se en person, man elsker så højt, forsvinde langsomt, være i smerte og blive mere og mere syg. Det var udmattende og hjerteskærende. Jeg husker det som en smuk tid, hvor vi var samlet i vores egen boble. Ingen kunne flygte fra virkeligheden, og vi blev virkelig tætte som familie. Det var nødvendigt.
Der kom ingen besøgende i denne periode, men til sidst sagde min mor, at vi skulle åbne huset op. Hun havde nogle mennesker, hun ønskede at sige farvel til. Jeg tror, hun indså, at tiden var ved at rinde ud. Mange af hendes venner havde ikke set hende i flere måneder, og de kom alle og besøgte hende. Hun nåede at sige til os, at hun havde set alle dem, hun ønskede at se, inden hun forlod os.
Min mor dør den 27. maj 2020
Der kommer en ro over min mor, og hun siger, at ”nu kan jeg godt dø”.
Vi hjælper hende så meget vi kan og følger hendes eksplicitte ønsker. Hendes vejledning betyder utroligt meget, for vi har aldrig prøvet noget lignende. Hun er virkelig god til at guide os.
Vi lægger os til at sove sammen. Min søster, far og jeg sover alle sammen i samme værelse. Og så er der også min mors søskende, som er flyttet ind i huset de sidste par uger. Vi lægger os til at sove, og jeg husker, at jeg vender min mor en sidste gang og kysser hende på panden. Jeg siger til hende, at det er okay, nu må hun gerne dø. Og så lægger vi os til at sove igen.
Min far vækker os et par timer senere og siger, at nu er det nu. Så sidder vi der alle sammen. Vi ved, at det var lige det, hun havde håbet. Vi åbner vinduet, og der er en særlig ro ved det, især fordi det er om natten. Det er så smukt.
