Den 3 august 2023

Min mor døde af brystkræft

Jeg hedder Jeppe og er 28 år. Jeg mistede min mor til brystkræft i 2016.

Jeppe, 28 år

Min mor blev syg af kræft i to omgange

Min mor fik diagnosen brystkræft, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg husker, at jeg reagerede ved at gemme det lidt væk. Vi fik at vide, at chancerne for at hun vil overleve var 70 %, så de var gode.

Jeg ville derfor ikke tænke på det og lade det fylde. Det gik også meget godt med at gemme det væk. Jeg tror kun, at jeg brød sammen en enkelt gang til én gymnasiefest.

Min mor fik kræften opereret væk. Men efter fire år blev hun desværre erklæret terminal, da det havde spredt sig via lymfesystemet til hjernen og knoglerne.

Jeg ville ikke have særbehandling

Jeg havde fået drømmejobbet i udlandet. Min far ringer min chef op for at fortælle, at min mor var blevet syg igen. Det var mere alvorlig denne gang. Han vidste, at hvis jeg fik selv fik det at vide, ville jeg holde det for mig selv og ikke dele det.

Det var lidt en drengereaktion måske. Jeg havde en tanke om, at det skulle jeg gå med selv. Jeg skulle ikke have særbehandling. Jeg ville egentlig bare gerne leve mit liv. Derfor var det nemmere at jeg ikke fortalte det

Når jeg ser tilbage i dag, ved jeg, at det en misforstået holdning. Mit følelsessprog var ikke udviklet på det tidspunkt, hvor jeg var 20 år. Det var en form for selvforsvar.

Solen i den ene verden og mørket i den anden

Jeg oplevede næsten ikke min mors sygdomsforløb. Det har været en fragmenteret sorg, hvor jeg gik med det selv. Det hårde for mig var, at hver gang jeg kom hjem, kunne jeg se, hvor jeg tydeligt kunne se, at der var sket noget. Og desværre med et negativt fortegn. Det var sol i den ene verden og mørket i den anden.

Det svære var kløften mellem at arbejde på et af verdens fedeste steder, hvor alle var glade, og så på den anden side min mor derhjemme, som var meget, meget syg. Det skar mig op

Vi prøvede at være glade og stærke

Når jeg var hjemme på ferie hos mine forældre, var jeg altid godt kørende. Min mor skulle se, at jeg ikke var ked af det, så jeg var glad og smilende. Og når jeg var hjemme var min mor også mega smilende og stærk. Jeg kunne slet ikke mærke, at hun var syg. Godt nok havde hun mistet håret, men hun havde samme glød i øjnene.

Jeg blev chokeret, når min familie sagde, at hun havde fået det dårligere, for det var ikke det, som jeg oplevede, når jeg var hjemme. Men når jeg tog af sted, kunne jeg forstå, at det var en kæmpe nedtursperiode for min mor. Jeg var også selv helt udmattet, fordi jeg havde været så meget på.

Der gik et år, så kunne hun ikke længere holde masken, så krakelerede det.

Vi håbede til det sidste

Lidt generelt, så tror jeg, at mange familier håber på det bedste til det sidste. Man tør næsten ikke at give op, fordi man føler, at man svigter den, der er sygdomsramt. Og det turde vi jo heller ikke.

Min mor blev indlagt på hospice, som jo ofte er endestationen. Min far håbede til det sidste, så han havde købt et kroophold til dem et par måneder fremme, så de havde noget at se frem til

Jeg kom hjem en uge før hun døde

Vi håbede, at hun ville overleve. Det var også derfor, at jeg kom hjem ret sent fra udlandet. Jeg nåede kun at være hjemme en uge før hun døde. Ugen inden jeg kom hjem, havde hun været ved bevidsthed. Det oplevede jeg ikke rigtigt.

Jeg fik et chok. Jeg rejste 4.000 km hjem, og så kom jeg hjem til en mor, der nærmest ikke kunne kende mig. Hun var så morfinramt og sygdomsramt. Det var en forfærdelig uge. Jeg kan huske, at jeg gik ud og drak mig fuld, som noget af det første. Og så var jeg syg i et par dage derefter

Hvis vi vidste, at tiden var knap, så havde både mine forældre og jeg fået mig hjem før tid.

Jeg vil give alt for at få 10 minutter mere med min mor

Jeg kunne ikke holde ud at se hende så afkræftet. Det var en voldsom uge.

Jeg kan huske, at jeg lå en aften og havde en influenza. Den eneste person, jeg manglede, var min mor. Hun lå oppe på et hospice. Og så døde hun seks dage senere. Det gik hurtigt til sidst. Jeg kan huske, at jeg lå hver eneste nat og tænkte, at nu måtte hun gerne dø

Når man som et ungt menneske ser den person, som man måske holder allermest af i hele verden, langsomt forsvinde for øjnene af en. Så gør det så ondt, at man håber på, at de skal dø for at få fred.

Jeg vil give alt for at få 10 minutter mere med den raske udgave af min mor

Læs også: Jeppes historie – Min sorg har formet mig som menneske

Del

Hvad har du brug for?

En guide til mine venner
At finde en sorggruppe
At forstå din sorg
Hjælp når sorgen rammer
At vide hvornår sorgen går væk
At vi kan snakke om sorg i min familie
Scroll to Top