Jeg hedder Victor og er 26 år. Jeg mistede min mor til kræft i 2016. Hun var syg med kræft i to omgange.
Min mor blev syg for anden gang
Min mor fik konstateret brystkræft, da jeg gik i børnehave. Jeg vidste godt, at hun var alvorlig syg, men ikke mere end det. Hun blev opereret og kommer hel skinnet igennem det.
Herefter var min mor frisk og rask i mange år. Jeg startede i 1.G, da min mor fik enormt mange smerter i ryggen. Hun gik til mange forskellige fysioterapeuter og kiropraktorer, hvor de troede, at hun havde en diskosporlaps. Behandlingen hjalp hende ikke, og hun kom derfor langt om længe til scanning.
Scanningen viste desværre, at hun havde metastaser op og ned ad rygsøjlen, så kræften var vendt retur.
Scanningerne føltes som dommedag
Der går små to år, hvor det går rimelig fint. Sygdommen stabiliserer sig. Det bliver ikke værre. Behandlingen virkede, og hun havde det godt. Det var selvfølgelig blandet med, at der er scanningsdage konstant.
Jeg har følt, at det var en form for dommedag. For hver gang hun skulle scannes, så kunne lægerne sige alt lige fra: ”Det går rigtig godt” til ”Det går virkelig, virkelig skidt”. Det tog virkelig meget på min energi
Min mor dør fire måneder før jeg blev student
I sommeren mellem 2. og 3. G spredte kræften sig til leveren. Derfra gik det hurtigt. Hun blev mere og mere afkræftet.
Min mor blev indlagt på den palliative afdeling. Hun begyndte også at have svært ved at gå og viste andre tegn på forværring, så det var tydeligt, at hendes tilstand var i nedadgående retning. Alligevel tænkte vi, at hun ville kunne komme hjem igen og kunne nå at se mig blive student.
Lægerne fortalte os også, at det hun skulle hjem igen. Hun var primært indlagt for at få reguleret noget medicin. Men de nye scanninger på afdelingen viste desværre, at det var meget værre, end vi havde frygtet.
Jeg var ved min mors side, da hun sov ind
Jeg var taget en tur til Lalandia med nogle venner, hvor min mor opfordrede mig til at tage af sted. Jeg var væk i et par dage, og så blev jeg ringet op med beskeden om at komme hjem. Selvom de ikke direkte sagde det, forstod jeg godt, at det var alvorligt.
Jeg ankom til afdelingen, hvor jeg kunne se, at der var sket enormt meget på de tre dage. Hun sov stort set hele tiden, kunne næsten ikke tale, og det virkede som om, halvdelen af hende var forsvundet.
Det var virkelig skræmmende at se. Jeg husker især øjeblikket, hvor jeg gav hende nogle lakridser, som hun plejede at kunne lide, men hun kunne næsten ikke tygge dem. Så jeg var nødt til at tage dem ud af hendes mund. Det billede ser jeg stadig klart i mit hoved
36-48 timer efter jeg kom hjem, sov hun stille ind. Det var en intens og chokerende oplevelse, men samtidig også en særlig tid de sidste dage.
Jeg kunne ikke håndtere tanken om at komme og gå og være på vagt over for telefonens opkald. Så på en måde var det dejligt at vide, at jeg ville være der, indtil hun ikke var her længere. Men det var virkelig intense dage, og det hele gik pludselig utrolig hurtigt
Jeg går med det selv
Jeg fortrængte, hvor syg hun egentlig var og at hun var uhelbredelig syg. Jeg fortæller det heller ikke til særlig mange i min klasse. Mine tætte venner og selvfølgelig hele vores familie ved det. Dem orienterer jeg om det og snakker egentlig også en del med det, men jeg holder det egentlig rimelig privat.
Det er faktisk først, da hun går bort, at alle i min klasse finder ud af det. Det siger jeg også lidt med henblik på, at hvis jeg kunne have gjort noget anderledes, så ville jeg have talt mere åbent om det til flere.
Det var simpelthen bare så sårbart for mig. Det med at være 16-17 år, hvor der er fuld fart på. Der har man ikke lyst til, at det er sygdomsforløbet og død, der skal fylde.
Jeg var god til at skubbe det lidt væk. Måske også lidt for god til at skubbe det væk. Men det var måske også bare en forsvarsmekanisme. Det er meget naturligt, når tingene virkelig bliver svære.
Fodbold blev mit frirum
Jeg var stadig unge Victor, der havde det der klassiske ungdomsliv med alt det der hørte med.
Jeg har altid spillet meget fodbold. Fodbolden har især været mit frirum. Selvom jeg var unge Victor i gymnasiet, så fyldte det jo stadig op i hovedet. Når jeg var til fodbold, var der en mulighed for at zoome helt ud af det. Fodbolden har været mit største frirum.
Fodbold var på en eller anden måde terapi. Jeg havde et par timer, hvor jeg kunne vaske tavlen ren og komme helt væk, indtil jeg skulle hjem igen til det der fyldte så meget
Min mors død var alt overskyggende, og jeg kunne i tiden omkring ikke abstrahere fra det. Det er helt naturligt. Men der var nogle momenter ude på træningsbanen, hvor der tænkte på noget helt andet.
Det hele bliver meningsløst for mig
Jeg var i choktilstand. På nogle områder var det gået op for mig og andre var det ikke, at hun ikke var her mere.
På en eller anden måde så formåede jeg at færdiggøre min gymnasiale uddannelse ret fint. Jeg fik lavet mine opgaver, hvilket jeg i retroperspektiv ikke rigtig kan forstå, at jeg kunne gøre.
Det var en meget blandet tid. Også fordi, når man slutter gymnasiet, så er der jo fest og farver, men det var jeg jo bare ikke rigtig til. Men jeg prøvede alligevel at være med i det. Det, jeg husker mest, var, at alt blev meget meningsløst for en stund.
Det blev meningsløst at gå i skole. Det blev også meningsløst at gå til fodbold. Alle de ting, som jeg gik meget op i, mistede simpelthen bare sin mening. Og det varede sådan et rimeligt godt stykke tid, synes jeg. Det påvirkede mig rigtig meget
Læs mere om: Victors historie – Jeg har min mor med mig i dag
Hør Victor fortælle om sin sorg
Victor fortæller om at blive voksen midt i en ungdomstid, om “dommedage” på hospitalet.
