Jeg hedder Signe og er 23 år. Min mor døde af kræft i halsen.
Tredje gang min mor bliver syg
Min mor havde været syg to gange før med kræft i halsen. Når jeg tænker tilbage på min mors sidste sygdomsforløb, kan jeg tydeligt huske, da mine forældre fortalte mig den dårlige nyhed.
Jeg var lige startet på universitetet og havde haft den første rusuge. Min kæreste var med hjemme hos mine forældre i weekenden. Jeg vidste, at min mor havde været til nogle undersøgelser på sygehuset med sin hals, men jeg havde ikke tænkt mere over det, da de ikke havde sagt noget til mig.
Da vi kom hjem, var jeg i godt humør og fortalte begejstret om min rusuge og viste en dans, som vi havde lært. Mine forældre sad og lyttede. Efter jeg havde fortalt om min første uge, ville min mor og far fortælle, at de havde fået svar på undersøgelserne.
Min mor havde fået kræft igen
Selvom jeg vidste, at det var en mulighed og meget sandsynligt, at min mor ville blive syg igen. Hun havde været syg med kræft i halsen to gange før, så blev jeg alligevel overrasket, da mine forældre fortalte mig, at min mor havde fået kræft i halsen igen. Jeg var i chok.
I begyndelsen af hendes sygdomsforløb kunne jeg ikke mærke nogen tydelige ændringer. Hun var altid glad, positiv og i godt humør. Min mor var virkelig sjov. Vi havde en god relation, og vi var meget tætte.
Tiden går og det bliver mere tydeligt for mig, at min mor bliver mere og mere syg. Min mor får flere smerter omkring kæben, i halsen og har sværere ved at tale. Hun bliver også mere og mere ked af det.
Livsforlængende behandling
Alvoren bliver tydelig ét år før hun dør. I januar 2021 var jeg med min mor og far på sygehuset i Odense for at få en opdatering om hendes behandling. Jeg mindes, at vi kørte i snevejr. Stemningen i bilen var trykket, da vi ikke rigtig vidste, hvad vi skulle forvente.
Lægerne fortalte os, at immunterapien ikke havde hjulpet, og at den eneste mulighed nu var livsforlængende behandling med kemoterapi. Lægerne sagde også, at hun ikke ville overleve kræften denne gang. Det var nok der, hvor det virkelig gik op for mig, hvor alvorligt det var.
De gav os en tidsramme, at hun muligvis kun havde et halvt til et helt år tilbage at leve i. Selvom jeg på en eller anden måde vidste, at det kunne ende sådan, blev jeg alligevel chokeret. Det føltes uvirkeligt. Jeg havde svært ved at forestille mig livet uden hende.
Det sidste år af hendes liv var en hård tid. Jeg husker, hvordan min mor græd meget og var dybt ked af det. Min mor var den primære person for min handicappede lillesøster og var meget bekymret for, hvordan hun skulle klare sig, den dag min mor ikke længere var her.
Hendes tilstand forværredes gradvist, og hun begyndte at sove mere og mere. Det sidste stykke tid var hun kun vågen et par timer om dagen.
Når jeg var hjemme, var det som om, at der lå en tung dyne hen over huset. Det hele var stille, tungt og mørkt
Jeg levede et dobbeltliv
Jeg havde det ikke godt, mens min mor var syg. Det var en konstant stressfaktor og lå hele tiden i mit baghoved.
Når jeg ikke var hjemme, ville jeg gerne være derhjemme. Og når jeg var derhjemme, ville jeg gerne være sammen med mine venner og på universitetet. Jeg følte, at jeg levede et dobbeltliv
På den ene side kunne jeg være ung og skulle have et studieliv til at fungere. Og på den anden side følte jeg noget helt andet, når jeg var derhjemme. Jeg havde ikke lyst til at snakke med mine forældre om alt det der foregik, når jeg gik på universitetet, og hvad jeg lavede med mine venner. Det virkede malplaceret i forhold til alt det, som mine forældre gennemgik.
Jeg var bange for at være en belastning
Jeg snakkede med nogle få veninder om situationen. Jeg syntes, at det var svært at snakke med dem, da der var ikke nogen, der stod i den samme situation. Jeg snakkede meget med min kæreste om det. Men jeg havde følelsen af, at jeg var en belastning, fordi jeg var så ked af det over det.
Jeg kunne være glad i nogle korte momenter. Jeg var bange for, at jeg ikke var værd at være sammen med, fordi jeg altid var så ked af det
Når jeg kom hjem til mine forældre, ville jeg også gerne have det overskud, og kunne give noget derhjemme. Men der var bare ikke altid mere at give af, fordi jeg var ked af det hele tiden.
Jeg havde følelsen af dårlig samvittighed
Jeg kan huske, at det stressede mig at tænke på, om der var noget, som jeg manglede at spørge hende om. Er der et eller andet, jeg burde gøre? Burde jeg være mere hjemme? Jeg kan huske, at det stressede mig meget op til, at hun døde den 18. januar 2022.
Jeg havde hørt fra mange, at det ofte kunne være en lettelse, når ens syge forælder døde. Men sådan havde jeg det slet ikke. Jeg fik enormt dårlig samvittighed.
Jeg havde virkelig, virkelig dårlig samvittighed. Jeg havde dårlig samvittighed over ikke at være nok hjemme. Dårlig samvittighed over ikke at være der nok for mine venner og min kæreste. Og generelt havde jeg dårlig samvittighed over, at jeg var bange for, at jeg ikke hjalp min mor nok
Det var hårdt. Jeg havde svært ved at sætte ord på, hvorfor jeg havde det sådan.
Det hjalp mig at sige det højt
Jeg tror, at det eneste der hjalp mig med at bearbejde og være i den følelse, var at sige det højt og dele det. Bare græde og være ked af det.
Det hjalp at snakke med min kæreste og far om det. Det hjalp mig at dele mine følelser og sige det højt mange gange. Så var det ligesom om, at det forsvandt lidt i min bevidsthed, for nu havde jeg delt det.
Min far og jeg deler vores minder med mor
Jeg er glad for, at jeg nåede at snakke med min mor om mange ting. Vi var gode til at snakke sammen. Hun fortalte min far og jeg, hvordan hun gerne ville have bisættelsen skulle være. Her ville hun gerne, at venner og familie kunne tegne med tusser på kisten.
Det betyder også meget for mig, at jeg fik snakket med min mor om børnenavne og hvilke hun syntes der var pæne. Det kan godt være, at det ikke lige bliver dem, men så ved jeg, hvad hun synes.
Min far og jeg deler alle de gode minder om min mor. Vi er gode til at snakke om ferier, oplevelser og ting, som vi har lavet sammen med min mor. Vi deler også, hvordan vi har det og taler også om det svære. Det er dejligt, at vi har hinanden.
