Den 19 juli 2023

Min sorg har formet mig som menneske

Jeg hedder Jeppe og er 28 år. Jeg mistede min mor til brystkræft i 2016.

Jeppe, 28 år

Det var et stort traume for mig at miste min mor. Der gik et år, hvor jeg ikke talte med nogen omkring det. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde det semi-dårligt. Men jeg synes selv, at jeg klarede det godt. Jeg græd ikke rigtig. Jeg følte, at jeg havde styr på det.

Det havde jeg på ingen måde.

Sorgen ramte ét år efter min mor døde

Jeg startede på studie lige efter min mor døde. Året efter havde jeg min første ferie på universitetet. Det var mit break i lang tid, for jeg havde før brugt alle mine ferier på besøg hos min mor.

Bum, så ramte sorgen mig. Jeg gik ned på et splitsekund. Jeg havde et kompliceret sorgforløb, hvor mine sorgreaktioner ikke aftog, men forblev intense og invaliderende. Jeg røg ned med en pallette af elendighed: Stress, depression, angst, OCD, selvmordstanker og lidt PTSD.

Jeg husker 2017 værre end 2016. Hvilket er ret vildt, for min mor døde i 2016

Jeg røg ud af studiet, og jeg havde ikke lyst til at se mine venner. Jeg var ved at blive indlagt på psykiatrisk et par gange. Jeg havde ikke rigtig lyst til at leve. Det var et forfærdeligt år.

Jeg begyndte at tvivle på alt

Jeg tager hjem til min far. Jeg kan ikke forstå, hvad der sker. Der er et eller andet inde i mig. Der er et eller andet off.

Jeg begynder at tvivle på en masse ting. Hvorfor jeg læser? Hvorfor er jeg her? Hvorfor er jeg i Odense? Hvem er jeg egentlig?

Jeg var alene hjemme i en uge, hvor min familie var nede og besøge min søster. Jeg tror, jeg tabte mig en 6-7 kilo. Jeg spiste ikke ret meget. Jeg spiste det, der svarer til en liter mælk og noget havregryn.

Jeg husker, at jeg skulle tilbage til min lejlighed. Jeg kunne ikke huske, hvor jeg boede. Jeg måtte have en kammerat til at køre mig hen til min lejlighed. Jeg kunne ikke genkende den

Alt får ny betydning

Når man oplever noget så voldsomt som at miste et familiemedlem, så bliver alt usikkert. Hvis jeg kunne miste min mor lige pludselig, hvad kunne der så mere ske? Hvad kunne ellers blive revet væk fra mig pludseligt?

Jeg satte spørgsmålstegn ved alt.

Jeg fik angst. Min hjerne var helt kørt op.  Min krop var så nedbrudt. Normalt får man at vide, at man skal ud at bevæge sig. Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte bevæge mig mere end 10 minutter om dagen, for så ville jeg blive stresset.

I starten kunne jeg ikke holde til at se fjernsyn eller læse. Jeg kunne bare ligge i min seng. Jeg følte, at mit liv var slut. Jeg følte det meget. Jeg kunne huske, at jeg ikke rigtig havde lyst til at leve

Jeg fik hjælp

Jeg flyttede hjem til min tante, som var en stor støtte for mig i den periode. Det var invaliderende på rigtig mange måder. Det tog lang tid.

Mine venner kunne ikke genkende mig, da jeg ser dem et par måneder senere. Jeg havde taget 17 kilo på, og mit hår var blevet langt og halvdelen var faldet af pga. angsten.

Jeg blev i denne tid rigtig gode venner med min mors elskede kat Missy. Den var min mors kæreste eje.

Jeg fik hjælp gennem forskellige psykologer og Det Nationale Sorgcenter. Jeg erkendte og sagde højt for mig selv, at jeg var psykisk syg. Jeg følte mig ikke skør. Jeg følte bare, at jeg var tynget af en masse forskellige ting. Jeg byggede mig selv lige så langsom op igen.

Jeg har et privilegeret liv i dag

Det er fantastisk, at jeg i dag har en uddannelse. Jeg er sund og rask. Jeg spiller fodbold. Jeg har haft nogle fede 20’ere, for jeg har også haft nogle få momenter, der har været gode. Men majoriteten har været pissehårdt.

Hvis jeg ikke havde det netværk, jeg havde, så sad jeg her nok ikke i dag. Hvis jeg ikke havde haft min tante, der kunne tage sig af mig. Eller en familie, der kunne redde mig, når jeg var helt skidt. Så havde det været en anden historie.

Jeg kan godt forstå, hvorfor nogle ender i et misbrug. Det vil jeg selv være tydet til 10 ud af 10 gange, hvis jeg ikke havde haft en familie, der sagde, at det skulle jeg ikke.

Jeg har min mor med mig i dag

I dag er jeg så heldig, at jeg har podcasten: ’Jeg plejede at tro på for evigt’, hvor jeg snakker meget om sorg. Derved snakker jeg tit om min mor.

Sorgen har gjort mig mere reflekterende. Jeg sætter pris på mange ting, som andre der ikke har mistet, fordi jeg ved, at der er et alternativ. Det gør mig positiv og taknemmelig for det, som jeg har

Min sorg er med i alle de gode handlinger og kvaliteter, som jeg har fået med fra hende. Min empati, min venlighed og min insisteren på at være oprigtig nysgerrig på andre mennesker. Jeg kan mærke, at det minder mig om min mor. Det er virkelig den måde, hvor jeg har hende med på.

Det er en varm og glædesfølelse at vide, hvad min mor ville have vægtet højst. Jeg kunne have boet i et cykelskur eller i en penthouse. Men så længe jeg er empatisk, venlig og oprigtig overfor mennesker, så vil hun være glad. Så det er de tre ting, som jeg vægter højst.

Jeg har lært, at tiden er kostbar. Jeg bruger derfor tiden på mennesker, som jeg holder af.

Jeg har lært at sige det højt, når jeg har en dårlig dag

Jeg har lært med alderen, at jeg kommer længere ved at være åben. At sige til mine venner og omgivelser: ”Jeg har sgu en dårlig dag, for jeg savner min mor.”

Det giver mig rigtig meget frihed at kunne sige det højt.

Jeg har også lært at sige det på arbejdet. Jeg kan huske i starten, at jeg havde det forfærdeligt, når jeg skulle sige til dem på arbejdet, at jeg skulle til psykolog. Jeg følte mig svag.

Det har jeg også lært med alderen, at det er jo virkelig stærkt at kunne sige det til dem. Hvis jeg kunne sige noget til Jeppe på 21 år, så var det, at jeg skulle turde at være mere åben.

Læs også: Jeppes historie – Min mor døde af brystkræft

Del

Hvad har du brug for?

En guide til mine venner
At finde en sorggruppe
At forstå din sorg
Hjælp når sorgen rammer
At vide hvornår sorgen går væk
At vi kan snakke om sorg i min familie
Scroll to Top