Jeg hedder Freja og er 26 år. For tre år siden mistede jeg min højtelskede mor til æggestokkekræft. Det skete den 27. maj 2020, kort tid efter jeg fyldte 23 år.
Jeg tør ikke sige, at jeg føler en lettelse
Jeg føler mig tom, da min mor dør, tror jeg. Jeg bliver ikke overvældet af sorgen, fordi jeg vidste, at det skulle ske. Måske er jeg mest lettet, i hvert fald den første tid efter hun døde. På det tidspunkt går det ikke op for mig, at det er lettelse. Men jeg tænker, puha, jeg kunne ikke klare en dag mere i denne situation.
Jeg kan mærke, at det er en ubehagelig følelse, fordi den er så kontrastfyldt. Jeg husker, at jeg ikke turde sige det til nogen, heller ikke til min søster, fordi jeg tror, jeg selv godt vidste det. Men det med at sige det højt, at jeg er lettet over, at min mor er død, det er virkelig hårdt. Men dem, der har prøvet det, forstår det.
Jeg reagerede anderledes end jeg havde forventet
Jeg forstår slet ikke, at det er min egen mors begravelse vi skal til.
Jeg husker, at jeg om morgenen siger til min søster, at jeg ikke ville tage mascara på, fordi jeg troede, at jeg ville græde til begravelsen. Men ingen af os græder egentlig særlig meget. Vi går rundt og siger hej til alle hendes venner. Jeg husker, at jeg smalltalker, jeg aner ikke om hvad. Det er en helt anden reaktion end jeg havde forventet.
Det er en virkelig smuk dag. Jeg føler næsten, at jeg ser det udefra. Jeg føler mig ikke rigtig til stede. Men det var jeg nok heller ikke. Vi holder gravøl i nogle af vores venners have, de havde tilbudt, at vi kunne være der, så vi kunne gå, når vi ville. Og der var mere plads end hjemme hos mine forældre.
Læs mere om Mange reaktioner er almindelige, når du har mistet
Mine venner hjælper mig med at holde min mor i live
Mine nærmeste venner er med til begravelsen. Jeg er så taknemmelig for de venner, som kendte min mor. Jeg holder virkelig fast i dem, for de er med til at holde hende i live. Anderledes er det for dem af mine venner, der ikke har mødt hende, for de kender min mor gennem mig. Og der er det er kun mig, der kan holde hende i live. Og det synes jeg er et enormt ansvar at skulle bære, at jeg selv skal holde minderne om min mor i live – men jeg gør mit bedste for, at hun lever videre gennem mig.
Mine venner kan ringe til mig og sige, at de ser en tenniskamp, og det minder dem om min mor. Det er så dejligt. Det fylder mig med glæde, at de tænker på min mor. Og at det ikke kun er mig, der tænker på hende
Læs mere om 8 gode råd til venner og pårørende til en der har mistet
Følelsen af ensomhed og meningsløshed
Det, der rammer mig mest i sorgen, er følelsen af ensomhed. Efter alt det praktiske, såsom begravelse osv. er overstået, føler jeg mig så ensom. Både fordi min far og søster reagerer på en anden måde. For selvom vi har mistet den samme person, så havde vi forskellige reaktioner. Vi ved ikke rigtig, hvad vi føler. Der er ingen, der rigtig spørger. Vi er bare sammen.
Jeg føler mig så ensom i sorgen. Det er det største kontroltab at miste en, man elsker. Og jeg tror, at jeg også bliver ramt af sådan en: ”Alle dem, man elsker, kan man miste”. Så hvorfor elske nogen? Og hvorfor overhovedet leve, når vi alligevel bare kan dø? Intet gav mening for mig.
Jo, jeg tror, at jeg blev sådan lidt bange for mig selv. Fordi jeg aldrig før havde tænkt, at det ikke gav mening at leve. Men det der med, at man er sådan… okay, vi kommer til at dø allesammen. Og nu skal jeg leve det her liv uden min mor. Det hele blev pludselig meget meningsløst
Jeg skal leve et langt liv uden min mor
Det føles som et langt liv uden min mor, når jeg kun er 23 år gammel. Alle de oplevelser, vi skulle have haft sammen, og alt det, min mor aldrig vil opleve. Det giver ikke mening. Livet virker lidt som om det svigter på et tidspunkt, hvor man slet ikke er klar til det. Og det er nok også første gang, at livet viser sit sande ansigt. Fordi det bare er så uretfærdigt, det der sker. Og jeg tror ikke rigtig, at jeg forstår det.
Det virker så uvirkeligt. Og samtidigt lever jeg videre. Lige efter det skete, havde jeg to eksamener, som jeg skulle igennem. Heldigvis hjalp mine studievenner mig med at klare dem.
Så kom sommerferien. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad jeg lavede i løbet af den sommerferie. Jeg gjorde ting, som jeg plejede. Jeg var på vandretur og i sommerhus med mine veninder. Men alt føltes tomt. Jeg vidste ikke rigtig, hvilket ben jeg skulle stå på.
Hvem er jeg, og hvordan kan jeg føle glæde?
Jeg begynder at tvivle på, hvem jeg selv er. Hvad gør man uden sin mor? Der er tidspunkter, hvor jeg bare ønsker at stoppe alt. Men samtidig er jeg også bange for at tage en pause eller holde fri. Fordi det er der, hvor jeg virkelig kan mærke mig selv.
For sammen med ensomheden, er der også en stor tomhed. Jeg er ikke ked af det eller sur. Og jeg ved ikke rigtig, hvad der gør mig glad længere. Det er som om, at mine følelser forsvinder.
Jeg tror ikke, at jeg bliver sådan følelseskold, men det tager lang tid, før jeg giver mig selv lov til at sige, at det er okay at føle glæde. For er det glæde, jeg mærker? Jeg husker, at jeg var lidt i tvivl om det. Er det overhovedet den samme glæde, som jeg følte før min mor døde?
Jeg kan føle igen
Gradvist opdager jeg, at jeg pludselig kan føle igen. Og det er virkelig dejligt. Jeg finder mig selv, fordi jeg giver mig selv lov til at føle. Og det, der gør mig glad, er også det, jeg gør.
